Slagelse går i udbud med campus
Slagelse Kommune sætter nu gang i prækvalifikationen forud for arkitektkonkurrencen om campusområdet ved stationen i Slagelse. Opgaven omfatter en samlet helheds- og udviklingsplan
Slagelse Kommune sender nu arkitektkonkurrencen om Slagelses nye campusområde i EU-udbud. Første skridt bliver at prækvalificere de tre til fem virksomheder, som skal deltage i arkitektkonkurrencen, der skal munde ud i en samlet plan for udviklingen af campusområdet og sammenhængen med bymidten.
- Vores campus har en unik placering lige ved stationen og tæt på bymidten. Men hvis vi skal lykkes med at få campusområdet til at hænge sammen med resten af byen, så kræver det, at vi får hjælp fra de bedste i branchen, siger borgmester Stén Knuth (V).
De tre til fem arkitektvirksomheder, som ender med at blive prækvalificeret, skal både lave en helhedsplan, som kobler stationsområdet og bymidten sammen, og samtidig levere et forslag til, hvordan stationspladsen kan komme til at se ud.
- De arkitekter, der vinder denne opgave, kommer til at sætte et afgørende fingeraftryk på Slagelse by de næste mange år frem. Derfor er det vigtigt, at de arkitekter, som ender med at blive prækvalificeret, har prøvet kræfter med lignende opgaver tidligere, siger Stén Knuth.
Fristen for at søge om at blive prækvalificeret er den 30. oktober, og forventningen er, at Slagelse Kommune kan afsløre de prækvalificerede virksomheder midt i december. Selve konkurrencen ventes afholdt i starten af det nye år, og vinderen forventes afsløret inden sommerferien.
Den samlede anlægssum for helhedsplanens enkeltdele estimeres til ca. 85 mio. kr.
-cmn