Småpenge til cirkulær omstilling
Kun 116 millioner kroner fordelt på 15 initiativer vil regeringen bruge på cirkulær omstilling
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen har præsenteret regeringens strategi for en cirkulær økonomi, men det er ikke de store beløb, der følger med satsningen.
Der er tale om kun 116 millioner kroner fordelt på 15 initiativer, der ifølge ministeren ’rummer potentielt store gevinster for både miljø og økonomi’.
Han nævner eksempelvis at Danmark kan designe bygninger og produkter til at blive genbrugt, repareret og genanvendt frem for at blive smidt ud.
- Det er samtidig afgørende, at vi foretager en klog omstilling, der styrker danske virksomheder og deres stærke internationale konkurrenceposition, og som bidrager til at skabe et bæredygtigt forbrug, siger Jakob Ellemann-Jensen blandt andet.
Kritiske øjne
Den nye strategi følger op på anbefalingerne fra regeringens rådgivende udvalg for cirkulær økonomi med seks indsatsområder:
- Vi er nødt til at se med mere kritiske øjne på vores uholdbart store forbrug af naturressourcer. Ved at bruge færre materialer og øge genanvendelsen kan virksomheder få mere værdi ud af mindre. Og samtidig giver det et bedre miljø, hvis vi bruger råvarerne så fornuftigt og så mange gange som muligt. Med strategien ønsker vi at skabe bedre rammer for, at danske virksomheder kan udvikle og eksportere cirkulære løsninger, siger ministeren, der med strategien ikke mindst vil understøtte en indsats i forhold til SMV’erne.
Uambitiøst
Det er dog småt med rosen til regeringen fra Dansk Erhverv, der kalder planen for ’uambitiøs’, men dog roser forslaget om at styrke de offentlige, grønne indkøb, hvor der fremadrettet skal være mere fokus på eksempelvis totaløkonomi:
- Det må være en svipser, at handlingsplanen ikke forholder sig til, hvordan man gennem relevante indikatorer kan måle på, om indsatserne virker eller behøver justeringer. Indikatorer, der måler på vækst af genanvendelsen på afsætningsmarkedet og forbrug er et fornuftigt sted at starte. Har vi ikke indikatorer, handler vi i blinde og risikerer ikke at omstille effektivt. Dansk Erhverv stiller sig gerne til rådighed for sparring og yderligere input, så Danmark kan få en ambitiøs plan. Denne dagsorden er vigtig for danske virksomheders fremtidige konkurrenceevne, siger Dansk Erhvervs miljøpolitiske chef, Jakob Zeuthen.