Startskud for fremtidens Gellerup og Toveshøj
Arkitema Architects vinder områdets nye vartegn – det kommende informations- og aktivitetscenter
Hvordan skal Gellerup genopstå som en ny og attraktiv bydel? Arbejdet med helhedsplanen for området er allerede i fuld gang. Boligblokke er revet ned, og hvordan ser fremtiden så ud for beboerne? Med det kommende informations- og aktivitetscenter kan beboerne komme helt tæt på begivenhederne og følge med i omdannelsen af deres nærområde.- Vi ønsker at stå for en åben og ærlig kommunikation – ikke mindst over for beboerne, hvis daglige liv bliver påvirket af helhedsplanen. Men også over for omverdenen. Med vores kommende informations- og aktivitetscenter bliver vi både synlige og tilgængelige. Det giver et fantastisk afsæt for dialogen om at skabe en international bydel for hele Aarhus, forklarer projektchef Ole Bech Jensen fra Brabrand Boligforening.
I dette center vil fysiske modeller formidle de mange nye tiltag, som området i de kommende år skal gennemgå. Derudover indeholder centeret en café og et sceneområde både indenfor og udendørs, som kan bruges til f.eks. debat- eller kulturarrangementer.
Et rødt pejlemærke
Informations- og aktivitetscenteret vil i den grad lyse op i området med sin karakteristiske cirkulære form, sit røde tag og sit rå materiale i form af ombyggede, røde skibscontainere.
- Dette center kommer til at vække opsigt og genkendelighed i området”, fortæller kreativ leder hos Arkitema Architects Rolf Kjær.
- Centeret vil fra gadeplan skille sig ud, og set oppe fra en af boligblokkene vil det fremstå som en rød markering på et landkort. Der bliver ingen tvivl om, at det er her, du kan søge hen, hvis du vil vide mere om din nære fremtid, tilføjer han.
I dommerbetænkningen fremhæves samme åbenlyse attraktionsværdi.
- Projektets sammenstilling af stablede containere, afskærmende cirkelkonstruktion samt behandlingen af pavillonens tagfacade giver, sammen med den markante farvesætning, en høj attraktionsværdi [...], lød det bl.a.
Allerede til oktober åbner det nye informations- og aktivitetscenter. Centeret bliver placeret ved den kommende Verdensplads overfor Gellerupbadet, foreløbigt for en treårig periode.
-kj