STATSMINISTEREN: Folketinget skal ikke modarbejde danske virksomheder

STATSMINISTEREN: Folketinget skal ikke modarbejde danske virksomheder

Arbejdsmarkedets parter skal bidrage til lettere adgang for udenlandsk arbejdskraft

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Skulle der i bygge- og anlægssektoren være nogle, der havde håbet på, at statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale ville indeholde noget om bedre infrastruktur, blev de slemt skuffende.

Der var faktisk ikke et eneste ord om bygge- og anlægssektoren, men masser om at udvide de offentlige udgifter til mange andre ting.

Statsministeren kom ikke uventet ind på situationen på det danske arbejdsmarked, da han sagde:

- Danmark er stærkt. Siden valget har beskæftigelsen sat rekord. 146.000 flere private lønmodtagerjob. I 98 ud af landets 98 kommuner er en større andel af borgerne kommet i arbejde. 
Velstanden er vokset med over 9.000 kroner pr. dansker. Tusinder er løftet fra kontanthjælp – og ind i arbejdsfællesskabet. Et kæmpe socialpolitisk fremskridt. 
Det er slet ikke så dårligt. Det er først og fremmest danskernes egen fortjeneste. De har arbejdet sig ud af krisen. Alle skal med i fællesskabet. Unge. Og ældre, sagde statsministeren blandt andet. 

Mangel på arbejdskraft
Og det var så optakt til, at regeringen vil åbne yderligere for import af udenlandsk arbejdskraft. Statsministeren betegnede det som ’alvorligt’, at danske virksomheder ikke kan få de medarbejdere, de har brug for:

- Hver udlænding, som kommer til Danmark på det, der hedder beløbsordningen, bidrager med hundredtusindvis af kroner til de offentlige kasser. Samlet set tæt på halvanden milliard kroner hvert år... Alligevel insisterer et flertal udenom regeringen på, at gøre det så bøvlet som muligt for danske virksomheder at ansætte talenter fra udlandet. Folketingets opgave er ikke at modarbejde danske virksomheder. Tværtimod. Vi skal give virksomhederne ordentlige vilkår. De skal ansætte medarbejdere på gode vilkår. Regeringen har længe forsøgt at få opbakning til at ændre reglerne. Uden held. Nu forsøger vi igen. Med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Som heller ikke ønsker unødigt bøvl, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Slut med diesel og benzin
Han bebudede, at regeringen allerede onsdag vil fremlægge et udspil, som skal gøre det lettere at tiltrække medarbejdere fra lande, som eksempelvis USA, Canada, Singapore og Japan:

- Danske virksomheder, skal have den kvalificerede arbejdskraft, de mangler – uden at vi åbner døren for dem, vi ikke har brug for, sagde statsministeren.

Og så kom det bebudede udspil til udfasning af biler på diesel og benzin. Regeringen vil om 12 år lukke for salget af nye diesel- og benzinbiler:

- Det vil betyde, at der i 2030 vil være over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark, sagde Lars Løkke Rasmussen. 

 

 

2/10 2018