Stilladsuddannelsen er populær som aldrig før

Stilladsuddannelsen er populær som aldrig før

Stilladssektionen i DI Byggeri oplever rekordstor interesse for stilladsmontøruddannelsen. Mere end 400 elever er nu i gang på landsplan

Stilladsbranchen fylder stadig mere i byggeriet, og udviklingen har øget behovet for uddannet arbejdskraft. Derfor har Stilladssektionen i DI Byggeri gennem flere år arbejdet målrettet med at styrke uddannelse, arbejdsmiljø og karrieremuligheder i branchen.

- Vi har aldrig før haft så stor søgning til uddannelsen. Der er nu over 400 elever i gang, og det viser, at en langsigtet indsats for uddannelse og opkvalificering virker, siger chefkonsulent Henrik Stig Sørensen, Stilladssektionen i DI Byggeri.

Stilladssektionen har blandt andet arbejdet med at udvikle den toårige stilladsmontøruddannelse, styrke lederuddannelse i branchen og understøtte en bedre sikkerhedskultur. Målet har været at gøre branchen mere attraktiv for unge og samtidig sikre virksomhederne kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

Stilladssektionen har også i lang tid arbejdet med medlemsvirksomhederne omkring nødvendigheden af at tage elever og være med til at sikre den fremtidige kvalificerede arbejdskraft. 

Nye medarbejdere, der kommer til branchen, skal tilbydes en uddannelsesaftale, og der er lavet en ordning, hvor medlemsvirksomheder, der tager elever får støtte fra sektionen, sådan at omkostningerne ved at tage elever reduceres.

- Nu handler det om at kunne følge med. Virksomheder, skoler og uddannelsesaktører skal sammen sikre, at interessen bliver omsat til flere færdiguddannede stilladsmontører, siger Henrik Stig Sørensen.

Stilladsmontøruddannelsen er en toårig brancheuddannelse, der kombinerer praktik i virksomhed med skoleophold. Uddannelsen udbydes af Next i Glostrup, Rybners i Esbjerg og NEG i Audebo i Nordvestsjælland.

Man kan starte på uddannelsen, når man er ansat i en virksomhed og har indgået en uddannelsesaftale.

- Den store interesse er meget positiv, men den stiller også krav til kapaciteten på uddannelsen. Vi skal sikre, at de unge møder en branche, der er klar til at tage imod dem og uddanne dem på de bedste vilkår, siger Henrik Stig Sørensen.

-dc

11/6 2026