Styrker sit nordiske fodfæste med nyt strategisk opkøbDana Lims adm. direktør Lars Christensen (tv.) og adm. direktør for Fugger Rolf Magne Johannessen har begge stort fokus på at tilbyde optimal service for deres fælles kunder i hele Norge.

Styrker sit nordiske fodfæste med nyt strategisk opkøb

Dana Lim styrker med opkøbet af norske Fugger sin position på markedet for lim, fugemasse og tætningsprodukter til byggeri og industri

Dana Lim overtog pr. 1. januar det fulde ejerskab over den norske virksomhed Fugger. Opkøbet sker som et led i Dana Lims nordiske vækststrategi og skal først og fremmest bidrage til at styrke markedspositionen yderligere i Norge.

En naturlig konsekvens af opkøbet er også, at Dana Lim får bedre muligheder for at servicere kunderne i de øvrige nordiske lande. Adm. direktør Lars Christensen udtaler:

- Jeg er overbevist om, at opkøbet som det naturlige næste skridt i udfoldelsen af vores strategi vil give et markant løft for os på det norske marked. Samtidig vil vi kunne udbrede Fuggers knowhow og sortiment inden for folier og tape til vores eksisterende kunder i Danmark, Sverige og Finland, så de får endnu flere muligheder med Dana Lim.

Fuld national dækning
Fugger, der beskæftiger syv medarbejdere, har hovedkontor i Bergen og blev etableret i 1976 af adm. direktør Rolf Magne Johannessen. Siden har virksomheden udviklet sig til en af Norges førende leverandører af tætningsprodukter, lim og fugemasse til byggevarebranchen, proff-sektoren og industrien.

Virksomhedens logistiske kapacitet skal sikre, at Dana Lim fremover kan tilbyde optimal service for kunder i hele Norge. Det skyldes, at Dana Lim Norge med kontor i Oslo dækker den sydlige del af landet, mens Fuggers afsæt i Bergen åbner for adgang til hele vestlandet.

- Vi tilbyder dermed fuld national dækning med konsulenter, der har indgående kendskab til norske byggeregler og godkendelser og derudover mange personlige kontakter i branchen. Det giver både os og Fugger et solidt udgangspunkt for at supportere kunderne, uanset hvor de arbejder, siger Lars Christensen.

Videreudvikler produktsortimentet
Han suppleres af Rolf Magne Johannessen, som har store forventninger til, at de to virksomheders kompetencer tilsammen vil give et kvalitetsløft og desuden betyder, at produktsortimentet kan videreudvikles på en innovativ måde.

- Dana Lim tilfører kraft og resurser til gavn for vores kunder i et krævende marked præget af konstante ændringer og voksende krav. Samtidig er vi stolte over at blive en del af en virksomhed, der ligesom Fugger lægger stor vægt på at levere førende kvalitet og service, der skaber værdi for kunderne, siger han.

-los


7/1 2019