Taasinge Elementer fordobler overskuddet
Producenten er inde i en positiv udvikling med stort overskud, vækst, nye arbejdspladser, en styrket ledelse, firmaopkøb og en klar vision for fremtiden
For blot få år siden førte Taasinge Elementer en lidt turbulent tilværelse, men den gamle producent af præfabrikerede byggeelementer i træ har netop offentliggjort årsregnskabet for 2017, og det viser, at overskuddet er mere end fordoblet ift. året før. Det er nu på 14,85 mio. kr. før skat, og egenkapitalen er vokset til 19,73 mio. kr. Forventningen for 2018 er et endnu bedre resultat end i 2017 og bygger bl.a. på en stor aktuel ordrebeholdning.
Omsætningen er også steget markant i 2017, og antallet af medarbejdere har passeret 250. Og virksomhedens ledelse er netop blevet styrket med hele tre nyoprettede stillinger: En salgschef, en økonomichef og en planlægningschef.
- Visionen er helt klar. Vi vil være den førende aktør på det nordiske marked for præfabrikerede bygningselementer. For at nå dette mål har vi løftet hele organisationen til et nyt niveau, fortæller adm. direktør Martin Tholstrup, Taasinge Elementer, og tilføjer:
- De organisatoriske forudsætninger er nu på plads, og vi har øget produktionskapaciteten og produktsortimentet gennem opkøb af virksomheder. Samtidig er konjunkturerne gunstige, og træ vinder mere og mere frem i byggeriet. Så fremtiden tegner lys for Taasinge Elementer.
Inden for det seneste halve år har Taasinge Elementer foretaget tre strategiske opkøb af virksomheder. I december 2017 blev hele elementafdelingen hos Ugilt Savværk i Nordjylland overtaget. I januar 2018 overtog Taasinge Elementer alle rettigheder til Nordic Build, som er et nyudviklet modulsystem af præfabrikerede byggeelementer i stål. Og i marts 2018 købte Taasinge Elementer 75 procent af aktierne i den norske virksomhed RVT (Ringsaker Vegg- og Takelementer) i Brumunddal.
-kj