Tænkte ud af boksen og fik moduler på plads
En specialbygget trækvogn fik de 16 tonstunge moduler på plads på Sortedamskolen på Nørrebro, til trods for at pladsen var trang
Det kræver stor præcision, når en tre meter bred kasse skal transporteres af en cykelsti, der ikke er meget bredere. Så det var med tungen lige i munden, da monteringsholdet fra Cramo Adapteo mødte op på Sortedamskolen i København med 16 monteringsklare moduler, der skulle blive til otte nye klasselokaler til skolen.Cramo Adapteo er specialiseret i at levere pavilloner til midlertidige lokaler til for eksempel genhusning, men opgaven på Sortedamskolen krævede ekstra god forberedelse for montørerne.
- Der hvor skolen ligger ved søerne midt i København, var der simpelthen ikke plads til at vi kunne komme ind med en blokvogn med modulerne ovenpå, som vi plejer. Så dette projekt har krævet ekstra planlægning, fortæller Ole Henriksen, der er salgs og projektkoordinator i Cramo Adapteo.
- Det var en spændende udfordring at få vores moduler ind et sted, hvor der reelt ikke er plads. Vi kunne selvfølgelig løfte dem ind over skolens bygning med en kran, men det ville blive en dyr løsning, fortæller Ole Henriksen.
Specialbygget trækvogn
Det endte med, at det var det transportfirma, Cramo Adapteo bruger, der fandt en løsning.
- Sammen med vores vognmand fra Tvis Vognmandsforretning har vi været ude ved skolen og se forholdene an og måle op for at finde ud af, hvordan vi kunne løse opgaven. Der går en cykelsti langs Sortedamssøen, og den kunne vi bruge som transportvej, men dels var vi ikke sikre på, at den kunne holde til en blokvogn med et syv et halvt tons tungt modul oven på, og dels står der en række træer langs stien, som vi helst ikke måtte beskadige, fortæller Ole Henriksen.
Det blev Tvis Vognmandsforretning, der fandt løsningen.
- Vores vognmand byggede simpelthen en trækvogn, som kunne transportere modulerne det sidste stykke om til skolegården, fortæller Ole Henriksen.
Vognen er præcis lige så bred som det modul, den skal transportere, og den består af en ramme, fire hjul og en trækstand. Og så bliver den trukket af en gummiged.
Sikkerheden skal være i orden
Salgs- og projektleder Ole Henriksen er godt tilfreds med, at projektet er lykkes og hele hans teams håndtering af udfordringerne.
- Udover selve transporten var det også en udfordring at fragte modulerne på en cykelsti. Stien langs Sortedamssøen er meget trafikeret, og selvom vores arrangement måske bare lignede en kasse på en trækvogn, så vejer modulet alene næsten otte tons, og vi går aldrig på kompromis med sikkerheden. Så vi havde hele tiden en gruppe medarbejdere til at følge trækvognen på cykelstien, og sørge for, at cykler og gående var på forsvarlig afstand, fortæller Ole Henriksen.
Og det at et projekt, der ellers lignede en umulighed er blevet løst til alles tilfredshed, vækker glæde hos Cramo Adapteo.
- Det viser jo, at meget kan lade sig gøre bare man tænker lidt utraditionelt, siger Ole Henriksen.
Modulerne skal benyttes til midlertidige klasselokaler i ca. et år, mens klasselokalerne renoveres. Herefter skal modulerne samme vej ud – formentlig på den specialbyggede trækvogn.
-los