Tømrerprisen 2014: Træbyggeri af høj karat belønnesFra venstre Oldermand i Københavns Tømrerlaug, Flemming Yde Kjærgaard, Torben Hansen, Henrik Petersen, Erik Frandsen, Stine Gregersen, Michael Kvist, Kim B. Nielsen.

Tømrerprisen 2014: Træbyggeri af høj karat belønnes

Tømrerprisen 2014 er netop blevet tildelt de to hovedaktører bag opførelsen af hotelfløjen på Forsikringsakademiets kursus- og konferencecenter Rungstedgaard

Ifølge priskomitéen for Tømrerprisen 2014 lever byggeriet af hotelfløjen på Forsikringsakademiets kursus- og konferencecenter Rungstedgaard i Nordsjælland op til alle de kriterier, som indgår i fundatsen for Tømrerprisen. Træ og trækonstruktioner indgår både ude og inde som de væsentlige bygningsdele – og både håndværk og materialer er af høj kvalitet.

Arkitektonisk er den buede bygningslænge, der er placeret på punktfundamenter, en kreativ og vellykket løsning. Hotelfløjen er på smukkeste vis indpasset af i den omgivende natur, som består af et gammelt parkanlæg med høje træer. Samtidig har en omfattende præfabrikation af bygningselementerne medført en skånsom byggeproces i et følsomt naturområde.

Gennem et snævert samarbejde mellem de to hovedaktører, arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg og entreprenørfirmaet HP BYG, blev den traditionelle byggeproces med mange aktører og grænseflader erstattet af en strømlinet produktion uden forsinkelser.

Roser fra alle sider
Også bygherren har oplevet at få sine ønsker og forventninger indfriet til fulde. I følge hotellets ledelse har både personale og brugere af hotelfløjen udtrykt glæde og tilfredshed med bygningen og dens faciliteter. Kort sagt: Der er roser fra alle led i kæden – fra bygherren over rådgiverne, de udførende og til slutbrugere. Hvad mere kan en priskomité ønske sig.

Formålet med Tømrerprisen, som er på 150.000,-, er, at belønne personer, virksomheder eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle. Tømrerprisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen. Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.

Priskomitéen består af Københavns Tømrerlaugs oldermand, Fremming Yde Kjærgaard, viceoldermanden, Søren Larsen, samt professor på Arkitektskolen i København Jan Søndergaard, formanden for Bygherreforeningen i Danmark, Lars Ole Hansen og direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

- kj

6/5 2014