Transportminister afviser kritik af Kattegatnotat
Der skal nu gennemføres en egentlig screening af projektet omkring en fast forbindelse alene til biler. Det skal skabe et mere klart grundlag for en eventuel egentlig forundersøgelse af projektet
Af Dan Bjerring
Christansborg
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har været hurtigt ude med svar på de anklager om blandt andet ”’uvederhæftigt arbejde’, som Henning Hyllested fra Enhedslisten har rejst i forhold til rapporten om en Kattegatforbindelse uden jernbane.
Ministeren skriver blandt andet, at ’der er tale om et rimeligt bud på en skønsmæssig vurdering’ fra Vejdirektoratet, der nu skal undersøges nærmere i en såkaldt screening:
- Det er helt normal praksis at igangsætte en screening på et grundlag som det
foreliggende, skriver Ole Birk Olesen.
Skønsmæssig vurdering
Han henviser i øvrigt til ordlyden i den pressemeddelelse, som ministeriet udsendte i forbindelse med offentliggørelsen. Heraf fremgår blandt andet, at der er tale om en ’skønsmæssig vurdering’ fra Vejdirektoratet, som er forbundet med stor usikkerhed.
- Ministeren vil derfor – med opbakning fra transportordførerne fra regeringen og Dansk Folkeparti - igangsætte en nærmere undersøgelse af potentialet for en ren vejforbindelse over Kattegat. Den vil blandt andet omfatte et opdateret anlægsskøn og en opdateret trafikprognose, hvor der også tages hensyn til den seneste aftale om takstnedsættelse
på Storebælt, skriver ministeren.
Håndfast grundlag
Han slår fast, at screeningen skal give et mere ’håndfast grundlag’ for at træffe beslutning
om, hvorvidt man skal gå videre med en egentlig forundersøgelse af projektet:
- Samtidig mener jeg, at det er relevant at fortælle offentligheden, at vi sætter screeningen i gang og ikke mindst, hvorfor vi gør det. I dette tilfælde kan det henføres til, at en foreløbig beregning tyder på, at en ren vej-forbindelse kan brugerfinansieres i modsætning til en kombineret vej- og baneforbindelse, skriver transportministeren.
Tilbagebetalingstid på kun 32 år
Han noterer videre, at de foreløbige beregninger viser, at en ren vejbro vil kunne blive finansieret af brugerbetaling og være tilbagebetalt af trafikanterne på 32 år.
Samtidig at det med en sådan model ’vil være politisk og økonomisk realistisk at gennemføre projektet i modsætning til de hidtidige idéer om en Kattegatforbindelse med både vej og tog’.
Til kritikken af, at der er rettet i rapportens ordlyd på foranledning af ministeriet, svarer Ole Birk Olesen, at ’forslagene til rettelserne af det pågældende notat var af redaktionel karakter’:
- Jeg har ikke selv været inde over den ændring i notatet, der spørges ind til, slutter Ole Birk Olesen