Transportministeren afviser undersøgelse af ren jernbaneforbindelse på Kattegat

Transportministeren afviser undersøgelse af ren jernbaneforbindelse på Kattegat

Ole Birk Olesen vurderer på forhåd, at økonomien i en ren jernbaneforbindelse er så dårlig, at en sådan forbindelse ikke er realistisk

Af Dan Bjerring

Det har vakt voldsomme diskussioner, at transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i foråret præsenterede et forslag om at bygge en Kattegatforbindelse alene for biler – altså uden jernbane.

Siden er det besluttet at genberegne prisen for en kombineret forbindelse, og der har fra investorside været tilbud om at finansiere en vej- og jernbaneforbindelse, hvis staten til gengæld står for udgifterne til samtlige tilslutningsanlæg, herunder motorveje og jernbaneforbindelser.

Senest er det Henning Hyllested fra Enhedslisten, der har bedt ministeren oplyse, om han ’agter at bede Vejdirektoratet eller Banedanmark om beregninger på en ren jernbaneforbindelse over Kattegat via Samsø’.

Sammenligneligt grundlag
Ole Birk Olesen bekræfter, at han ’i lyset af den store interesse for en kombineret vej- og jernbaneforbindelse’ har bedt Vejdirektoratet udvide den igangværende undersøgelse af en ren vejforbindelse til også at indeholde beregninger af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse
over Kattegat via Samsø:

- Når undersøgelsen foreligger, vil en ren vejforbindelse og en kombineret vej- og jernbaneforbindelse således være undersøgt på et sammenligneligt grundlag, svarer ministeren.

Han slår fast, at de hidtidige undersøgelser har vist, at en ren vejforbindelse kan betales tilbage af indtægter fra brugerne på cirka 32 år.

Kan ikke betales tilbage
- En kombineret vej- og jernbaneforbindelse kan ikke betales tilbage af indtægter fra brugerne, men kræver derimod et statsligt tilskud på cirka 42 milliarder kroner. Dette forhold afspejler, at der i praksis vil ske en markant krydssubsidiering af jernbanen fra bilisterne. Økonomien i en ren jernbaneforbindelse må derfor vurderes så dårlig, at en sådan forbindelse ikke er realistisk. Jeg agter på den baggrund ikke at lade en ren jernbaneforbindelse undersøge, oplyser Ole Birk Olesen, der samtidig understreger, at udgangspunktet for den igangsatte undersøgelse er de brotyper, der allerede er undersøgt i de tidligere undersøgelser af en fast Kattegatforbindelse.

Alternative broløsninger
Der vil dog som en del af undersøgelsen indgå ’alternative broløsninger’ og en eventuel tunnelløsning, men der vil ikke i denne fase blive udarbejdet anlægsoverslag for sådanne forslag:
- Såfremt det besluttes at gennemføre en forundersøgelse af enten en ren vejforbindelse eller en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Kattegat, vil det naturligvis være relevant at foretage en mere detaljeret
undersøgelse af anlægsløsninger både på land og kyst-til-kyst, herunder tunnelløsninger, slutter Ole Birk Olesen

1/8 2018