Trekantområdet ikke glemt på vejområdet
Men en ekstra Lillebæltsforbindelse bliver det næppe til, hvis der bygges fast forbindelse over Kattegat
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Som tidligere nævnt i BygTek har en række borgmestre fra Trekantområdet rettet henvendelse til politikerne på Christiansborg, hvor de peger på, at planer om en fast Kattegatforbindelse ikke bør stå i vejen for investeringer i infrastrukturen i Sydjylland og på Fyn.
De slår blandt fast, at der allerede i dag er store trængselsproblemer i området, og at de ikke løses af en Kattegatforbindelse.
I en kommentar til henvendelsen fra borgmestrene slår transportminister Ole Birk Olesen fast, at regeringen undersøger mulighederne for en brugerfinansieret forbindelse over Kattegat.
Han understreger også, at ud over de 60 millioner kroner, regeringen har foreslået at afsætte på Finansloven til en forundersøgelse af Kattegatprojektet, vil det ikke påvirke det økonomiske råderum.
Betales af brugerne
Eventuelle senere omkostninger til gennemførelse af en VVM-undersøgelse vil indgå i projektøkonomien og blive betalt af brugerne, hvis det på baggrund af VVM-undersøgelsen besluttes at gennemføre projektet:
- Det er samme finansieringsmodel, der ligger til grund for VVM-undersøgelsen af Femern Bæltforbindelsen. Det er netop det faktum, at en fast forbindelse over Kattegat lader til at kunne realiseres uden statsligt tilskud, der gør projektet så interessant. Det betyder nemlig, at en fast Kattegatforbindelse ikke vil gå ud over andre statslige investeringer i infrastruktur, som for eksempel de mange gode vejprojekter, som bør gennemføres i de kommende år, oplyser Ole Birk Olesen.
Skal håndteres hurtigst muligt
Han understreger samtidig, at regeringens interesse for en fast Kattegatforbindelse ikke betyder, at man ikke er opmærksom på, at der flere steder i landet er infrastruktur- og trængselsproblemer, der ’skal håndteres hurtigst muligt’:
- En fast Kattegatforbindelse er imidlertid et projekt, som på grund af sit enorme omfang kræver meget grundige undersøgelser over mange år. Vi mener derfor i regeringen, at det er fornuftigt at indlede disse undersøgelser nu for på den måde at få tilvejebragt det nødvendige beslutningsgrundlag. Regeringen er enig med borgmestrene i Trekantsområdet i, at trængselsproblemerne på E20/E45 rundt om Kolding skal løses, skriver ministeren videre.
Flere projekter
Han bekræfter, at der i 2011 blev gennemført en VVM-undersøgelse af udbygningen af E20/E45 mellem Kolding V og Kolding MVK.
De samfundsøkonomiske beregninger af projektet bekræfter, at der er tale om et yderst fornuftigt projekt, hvor den samfundsmæssige nytte markant overstiger omkostningerne til projektet:
- En ny midtjysk motorvej er ligeledes et projekt, der er højt prioriteret af regeringen.
Med en VVM-undersøgelse af strækningen Give-Billund-E20-Haderslev og en forundersøgelse af strækningen Hobro-Viborg-Rute 15-Give er der taget hul på det konkrete planlægningsarbejde, der på længere sigt vil kunne realisere en ny midtjysk motorvej fra Hobro til Haderslev, fortsætter transportministeren.
Riget fattes penge
Han påpeger, at udfordringen de senere år har været, at der ikke har været økonomiske råderum til at igangsætte nye offentlige investeringer og slutter:
- Vi har på transportområdet mange fornuftige og beslutningsklare projekter – eksempelvis udbygningen af E20/E45 rundt om Kolding – der blot venter på, at vi igen har økonomisk råderum til at igangsætte projekterne. Det er en vigtig prioritet for regeringen at komme trængslen på vejene til livs, fordi 90 procent af persontransporten i Danmark foregår på vejene, noterer Ole Birk Olesen.
Ingen Lillebæltsforbindelse
En parallelforbindelse over Lillebælt er ikke umiddelbart blandt de projekter, der står øverst på regeringens liste over projekter, der skal gennemføres i den nærmeste fremtid.
- Med de seneste års trafikvækst på Lillebælt kan det dog være hensigtsmæssigt at gennemføre opdaterede trafikberegninger af en parallelforbindelse, hvor der også tages højde for aflastningen fra eventuel fast forbindelse over Kattegat fra 2030’erne.