Tysken kommer
Depenbrock, der er en entreprenør fra Nordvesttyskland, gik ind på det danske marked i 2021, og efter en lidt hård start er virksomheden klar til at gøre sig gældende i Danmark
Den tyske entreprenør Depenbrock startede forretning i Danmark i begyndelsen af 2021. Virksomhedens specialer er havnebyggeri, stålbroer og såkaldte shore-to-ship anlæg som f.eks. ramper og passagerlandgange til færger.
Når passagererne kører fra færgelejet i Helsingør, er det Depenbrock Scandinavia, der for nylig har installeret en nyrenoveret rampe til færgeruten Helsingør-Helsingborg. Og når Scandlines inden længe er klar til at indsætte en emissionsfri fragtfærge i Rødby Havn og kunne tage imod endnu flere passagerer, er det også Depenbrock, der har renoveret havnen og været med til at sørge for en omfattende udvidelse af færgeterminalerne.
Årets resultat for 2022 er et underskud på 3,9 mio.kr.
- Vi er nye i Danmark, og underskuddet svarer til forventningerne i vores langsigtede plan. Vi følger en femårsplan for etableringen i det skandinaviske marked, og i årets løb har vi afsluttet flere projekter i danske havne og forventer et stærkere resultat i 2023, siger Kim Bringsjord, som er administrerende direktør for Depenbrock Scandinavia, der 1. marts 2021 blev etableret som en nystartet virksomhed under Depenbrock Group.
Koncernen blev grundlagt i Tyskland for 90 år siden af Karl Depenbrock, der i 1928 etablerede vognmandsvirksomhed med hest og vogn i Ostwestfalen-Lippe i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Virksomheden er fortsat familiedrevet, og i løbet af årene er transportvirksomheden vokset til en europæisk entreprenørvirksomhed med 1400 medarbejdere og en omsætning sidste år på 750 millioner euro.
- Den position har Depenbrock ønsket at udvide, ikke mindst fordi vi i Danmark har meget stærke kompetencer inden for stål, siger Kim Bringsjord.
Formålet med at etablere selskab i Danmark var netop at arbejde sig mere ind på det skandinaviske marked inden for havne- og maritime projekter, faste og bevægelige stålbroer, shore-to-ship anlæg til færger samt offshore vindkonstruktioner.
- Danmark er kendt og respekteret i hele verden for sin stærke vindmølleindustri, hvor vi ser nogle interessante forretningsmuligheder med de kompetencer, vi har, hvor vi bl.a. fremstiller betonplatformene til offshore vindmøller, siger Kim Bringsjord, der ser lyst på fremtiden:
- Vi har nået vores konkrete mål i år og venter et stigende marked inden for vores kerneområde. Så vi er på rette vej og ser frem til at kaste os over flere opgaver, særligt inden for ståbroer og shore-to-ship, siger han.
-dc