Udenlandske entreprenører bliver væk fra Niels Bohr Bygning
I en orientering til Folketingets Boligudvalg oplyser boligminister Kaare Dybvad Bek blandt andet, at Niels Bohr Bygningen er ramt af corona-krisen.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Niels Bohr Bygningen i København skal anvendes af det Natur- og Biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, og byggeriet er ramt af en serie skandaler, der ikke mindst har gjort det meget dyrere end budgetteret.
Af seneste orientering om Niels Bohr Bygningen fra begyndelsen af i år fremgik det, at en samlet færdiggørelse af byggeriet var planlagt til juli 2020:
- Frem til, at de særlige nationale foranstaltninger for at inddæmme coronasmitte blev iværksat, var vurderingen, at færdiggørelsen af byggeriet kunne ske inden for den oplyste tidsplan, meddeler ministeren.
Yderligere udfordringer
Men han fortæller videre, at den aktuelle situation har givet ’yderligere udfordringer’ for projektets tidsplan og økonomi:
- Blandt andet er enkelte entreprenører, herunder to udenlandske, ikke mødt op. Der arbejdes på, at dette ikke får betydning for færdiggørelsen, men dette er endnu uvist. Vejdirektoratet er i gang med at foretage en samlet vurdering af status for projektets økonomi og tidsplan, oplyser Kaare Dybvad Bek.