Udstationering skal være fair konkurrence

Udstationering skal være fair konkurrence

EU-Parlamentet har vedtaget, at arbejdstagere, der midlertidigt udstationeres i et andet EU-land, fra nu af skal modtage ’samme løn for samme arbejde på samme sted’.

De nye regler, der blev stemt igennem af Parlamentet i sidste uge blev godkendt med 456 stemmer for, 147 imod og 61 blanke stemmer.

Reglerne har til formål at sikre bedre beskyttelse for udstationerede arbejdstagere og fair konkurrence for virksomheder.

Alle modtagerlandets regler om aflønning skal også gælde for udstationerede arbejdstagere, og medlemslandene har også ud over lovgivning lov til at anvende repræsentative regionale eller sektorspecifikke overenskomster. Ifølge parlamentet er det indtil videre kun blevet gjort i byggesektoren.

Kost og logi må ikke trækkes i lønnen
Omkostninger forbundet med rejse, kost og logi skal afholdes af arbejdsgiveren og må ikke blive trukket fra arbejdstagerens løn, ligesom arbejdsgiverne også skal sikre, at boligforholdene for udstationerede arbejdstagere ’er anstændige og i overensstemmelse med nationale regler’.

Grænsen for udstationering er blevet sat til 12 måneder med mulighed for seks måneders forlængelse. Derefter må arbejdstageren gerne blive og fortsætte med at arbejde i den medlemsstat, hvor vedkommende er udstationeret, men arbejdsvilkårene skal overgå til værtslandets arbejdsregler.

Skuffeselskab er snyd
Hvis der konstateres, at der snydes med udstationering, f.eks. i form af et skuffeselskab, skal medlemslandene samarbejde for at sikre, at udstationerede arbejdstagere som minimum er beskyttet af betingelserne i udstationeringsdirektivet.

De nye elementer i det reviderede direktiv vil også komme til at gælde for transportsektoren, når den sektorspecifikke lovgivning, der er en del af mobilitetspakken, træder i kraft. Indtil da vil 1996-versionen af direktivet fortsat være gældende.

FAKTA
En udstationeret arbejdstager er en medarbejder, der er midlertidigt udsendt af sin arbejdsgiver til at udføre en tjenesteydelse i en anden EU-medlemsstat.

I 2016 var der 2,3 millioner udstationerede arbejdstagere i EU.

Omfanget af udstationering steg med 69 procent mellem 2010 og 2016.

DanB

4/6 2018