Undervisningsbyggeri med indlæringsværdiVUC & HF Aabybro bliver ikke blot en ny og moderne uddannelsesinstitution men i høj grad også en daglig arbejdsplads for mange medarbejdere. (Ill.: Friis & Moltke)

Undervisningsbyggeri med indlæringsværdi

Arkitektfirmaet Friis & Moltke har sammen med LB Consult vundet konkurrencen om den 2000 m2 store udvidelse af VUC & HF Nordjylland i Aabybro

I udviklingen af et nyt byggeri til læring og undervisning er det væsentligt at fokusere på de fysiske rammers betydning for læringsrummet som pædagogisk udvikler.

Det er udganspunktet for projekteringen af en 2.000 kvm stor udvidelse af VUC & HF Nordjyllands lokaliteter i Aabykro, som er vundet af Friis & Moltke i samarbejde med rådgivningsfirmaet LB Consult i konkurrence.

Når flere uddannelsestyper skal fungere under samme tag, er der også forskellige behov til læringsrummet, der skal opfyldes, mener byggeriets rådgivere, og ved at placere flere uddannelser sammen skabes der netop mulighed for at ”frigøre” areal til at skabe særlige læringsrum, som kan bruges af alle. Hermed kommer tankerne om de fysiske rammer som en aktiv pædagogisk udvikler til sin ret, mener Friis & Moltke.

Rum med ”amøbeform”
Fra man træder gennem vindfanget i VUC & HF Nordjyllands nye bygning, mødes man af det åbne café-, kantine- og studieområde.

Det dobbelthøje rum bliver skolens ”hjerte” og omdrejningspunkt for aktiviteter dagen igennem. Rummet disponeres som en ”amøbeform” med flere nicher, lommer og store rumligheder. Siddetrappen markerer sig i det dobbelthøje rum, og forskellige møbleringer skaber mangfoldige muligheder for ophold, undervisning, samlinger og afslapning.

Fra alle rum er der direkte adgang til udearealer, som gør det nemt og ligefremt at trække ud og inddrage de udendørs faciliteter i den daglige undervisning.

Aktiv arbejdsplads
Friis & Moltkte fremhæver, at arkitekturen bruges aktivt som rumlig opdeler frem for traditionelle vægge, hvorved der skabes en høj grad af fleksibilitet og synergi til en lang række forskellige situationer og begivenheder.

Mellem de forskellige læringsmiljøer skabes der forskellige grader af transparens, således at man tydeligt kan fornemme livet i bygningen. Man kan se andre studere og selv blive inspireret, og oplevelsen af gennemsigtighed bliver gennemgående.

VUC & HF Aabybro er ikke blot en ny og moderne uddannelsesinstitution men i høj grad også en daglig arbejdsplads for mange medarbejdere. Derfor er det også væsentligt, at funktionerne og faciliteterne understøtter et godt arbejdsmiljø. Synlighed og åbenhed mellem ledelse, administration, underviserkontorer og de studerende er væsentlige for at skabe rammerne for et levende og inspirerende fælles miljø.

-cmn

3/8 2015