Uskyldige skal betale for ulovlig dumping af byggeaffald

Uskyldige skal betale for ulovlig dumping af byggeaffald

Det er private grundejere, eksempelvis ejere af skove, der hænger på regningen, hvis der dumpes farligt affald, herunder byggeaffald, på deres grund.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Derfor har Christian Rabjerg Madsen (S) spurgt den nye miljøminister Jacob Ellemann-Jensen (V), om staten - eventuelt i samarbejde med kommunerne - kan gøre mere for, at
skovejerne ikke står alene med ansvaret, når personer har dumpet farligt affald i private skove.

Men der er ikke megen hjælp at hente fra miljøministeren. Han slår fast, at virksomheder og private skal aflevere deres affald til godkendte affaldsbehandlere, og at smide affald i naturen og på fremmed ejendom er ’helt uacceptabelt’:

Grundejerens udgift
- Det kan, afhængigt af de konkrete forhold, straffes i henhold til Skovloven, Naturbeskyttelsesloven og Miljøbeskyttelsesloven, oplyser Jacob Ellemann-Jensen.

Men han understreger samtidig, at når der sker skader på en ejendom som følge af ulovlige handlinger, vil det være grundejerens udgift, hvis den ansvarlige ikke findes:

- Det gælder også, hvis der ulovligt er aflæsset affald i en skov, en grusgrav eller på en mark.
Dog findes der en særlig godtgørelsesordning, som giver grundejeren mulighed for at få godtgjort tab ved brand-, tyveri- og hærværksskader, som følge af offentlighedens adgang til naturen – den adgang, der følger af Naturbeskyttelseslovens regler om offentlighedens adgang til naturen til fods eller på cykel, forklarer ministeren videre.

Forhøjede bøder
Han noterer også, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt har planer om at indføre andre erstatningsordninger for skader, som er påført en ejendom, hverken for ulovlig aflæsning af affald eller for andre skader.

Folketinget vedtog i 2008 en lovpakke til forhøjelse af bødeniveauet ved ulovlig bortskaffelse af affald. Bødefastsættelse beror på en konkret vurdering, men der er givet en vejledning med beskrivelse af en række sagstyper, der kan tjene som udgangspunkt for bødestørrelser.

Grundniveau på 5000 kroner
Det betyder blandt andet, at bødeniveauet for henkastning af affald i naturen, for eksempel skove, marker og enge, i førstegangstilfælde bør være på minimum 5.000 kroner.

Der er dog skærpende omstændigheder, der kan begrunde højere bøde, herunder hvis den ulovlige bortskaffelse er sket som led i udøvelse af erhverv, ulovlig bortskaffelse af store mængder affald, særligt farligt affald og affald af skæmmende karakter, hvis den ulovlige bortskaffelse har medført skade på miljøet, og sager hvor der er tale om gentagelsestilfælde.

Fængselsdomme
Han henviser her direkte til den dom ved Østre Landsret i 2017, der stadfæstede
fængselsstraffe på henholdsvis 3 år og ’3 år og 9 måneder’ i en sag om ulovlig bortskaffelse af byggeaffald og bedrageri i samme forbindelse:

- Jeg finder på den baggrund, at den gældende regulering skaber de fornødne rammer for domstolenes stafudmåling. Problemet i denne type sager er desværre ofte, at finde den ansvarlige miljøsynder, hvilket er en forudsætning for at kunne kræve erstatning og pålægge straf, slutter Jacob Ellemann-Jensen.

25/5 2018