Vækst i byerne smitter af hos FårupFårup Betonindustri A/S leverer betonelementerne til Ahornlunden og Akacielunden i Trekroner ved Roskilde med i alt 106 luksuslejligheder i tre punkthuse og et længehus.

Vækst i byerne smitter af hos Fårup

Folk vil bo i byen, og det sætter gang i byggeriet. Fårup Betonindustri leverer betonelementer til mere end 100 lejligheder. Betonelementer og montage skal tænkes ind på et tidligt tidspunkt

Folk flytter fra land til by. Det er en stærk tendens, der nu tydeligt sætter godt gang i boligbyggeriet.

- Vi mærker det omkring ungdomsboliger, og især også i form af luksusboliger – ældre mennesker vil gerne i boliger med høj komfort og god, central beliggenhed, fortæller Henrik Andersen, der er key account manager ved Fårup Betonindustri.

Fårup Betonindustri leverer betonelementer til lejlighedsbyggerier i hele Danmark. Om det hedder Trekroner Station i Roskilde med opførelse af mere end 100 lejligheder, eller Søren Møllers Gade skole i Randers med 12 boliger, handler det om det samme – betonelementer og montage skal tænkes ind på et tidligt tidspunkt. Derved opnås det optimale flow og den bedste økonomi, mener Henrik Andersen.

Får ting til at lykkes
Fårup Betonindustri har mere end 50 års erfaring med mange forskellige typer af lejlighedsbyggeri, fra punkthuse, infill-huse og ungdomsboliger til længebygninger m.m.

Disse erfaringer bruges nu aktivt til at komme så tidligt ind i projekterne som muligt. Her påtager betonelement-leverandøren sig ansvaret for at hjælpe med at få ting til at lykkes i forhold til de andre entreprenører, der skal i gang med arbejdet, når råhuset er lukket.

I Trekroner-eksemplet fra Roskilde samarbejder Fårup Betonindustri direkte med bygherren, AKF Holding A/S, og har efter færdiggørelse af tre punkthuse med i alt 72 luksuslejligheder forlænget samarbejdet med yderligere 34 lejligheder og 1600m2 butikker og 500 m2 kælder i et længehus, der aktuelt arbejdes på.

Kreative løsninger
Ifølge Vibeke Lorenzen, projektchef ved AKF Holding på Trekronerbyggeriet er det er givtigt at få betonelement-leverandøren ind på det tidspunkt, hvor de kan optimere på konstruktionen.

-De har leverancen på alle elementdelene og således egne underleverandører, som er koordineret rigtig fint. Fårup Beton tager tingene seriøst og ansvar for projektet. De er gode til at koordinere på pladsen og er meget fleksible i fremdriftens tegn, siger Vibeke Lorenzen.

Projektchefen fremhæver endvidere viljen til kreative løsninger; f.eks. blev ønsket om hurtigere leveringstid imødekommet med aftrapning og opdeling af huset på midten.

- Det var en kæmpefordel for mig, som vil resultere i, at byggeriet står færdigt omtrent en måned før planlagt, siger projektchefen.

Fremtidens aktive medspillere
Ole Gundersen fra Gundersen A/S er hovedentreprenør på 12 lejligheder inklusive p-kælder midt i Randers centrum, der opføres i forbindelse med en bevaringsværdig bygning fra 1899, tæt på andre boliger. Her er ligesom i Roskilde-entreprisen krav til en fleksibel tilgang:

- Fårup Beton har mere forstand på beton, hvad tykkelse væggene skal have m.m. De laver jo ikke andet og har erfaring fra andre steder. De har overblikket og kan se sammenhængen. Derfor har vi dem tidligt inde i projektet, siger han.

Henrik Andersen fra Fårup spår, at denne procedure fremover bliver mere reglen end undtagelsen i lejlighedsbyggeri.

- Når licitationen er vundet, skal der optimeres på konstruktion og tilsvarende på tidsplanen - og netop i denne fase ser vi os selv som aktive medspillere, lyder det fra Henrik Andersen.

-cmn

26/5 2015