Vækstforslag truer den uvildige landinspektørBåde Svend Smedegaard(tv) og Hans Kristian Skibby er bekymrede for regeringens vækstudspil, der lægger op til en afskaffelse af ejerskabsrestriktionerne for landinspektørvirksomheder.

Vækstforslag truer den uvildige landinspektør

Dansk Folkeparti advarer mod regeringens vækstforslag, der kan dræbe det lokale initiativ, udvande landinspektørernes uvildighed og sende opgaverne i armene på få store rådgivende ingeniørvirksomheder

Der har været trængsel i Provstlund siden den 2. april, hvor byggeudstillingen Horsens Bygger blev skudt i gang. For det buldrer nemlig derudaf i Horsens Kommune, der siden 2008 har oplevet en befolkningstilvækst på 7,8 %. Det kan mærkes i Provstlund, der i 2015 forventes at være smeltet sammen med Lund.

Ifølge Svend Smedegaard, der er partner i Landinspektørfirmaet Land & Plan og en af idémændene bag genstarten af Horsens Bygger, skal udstillingen ses som et direkte symbol på den store befolkningstilvækst, der tiltrækker de børnefamilier, som mange kommuner kæmper om:

- Udstillingen er resultatet af et godt samarbejde mellem lodsejeren, ejendomsmægleren og os som landinspektørvirksomhed. Vi lagde en strategi for at få genstartet udviklingen, og vi sørgede for at tiltrække flere byggefirmaer og ejendomsmæglere.

Lokalt kendskab vigtigt
Når nye beboelsesområder udvikles, giver det ofte anledning til stor diskussion med dramatiske borgermøder og voldsom lokal debat. I Provstlund er det dog gået modsat, og det skyldes ifølge Svend Smedegaard, at han som landinspektør har haft fingeren på pulsen. Eksempelvis kunne Smedegaard som landinspektør hjælpe med detaljer i forbindelse med udstykningsplanen:

- Som landinspektører kender vi vores lokalområde rigtigt godt og har – så at sige – mulighed for at trykke på de rigtige knapper, da vi rent planlægningsmæssigt ved hvad der er muligt.

Lovforslag presser lokal udvikling
Udstillingen har også vakt stor interesse på Christiansborg hos bl.a. Dansk Folkepartis erhvervsordfører Hans Kristian Skibby, der besøgte udstillingen fornylig:

- Horsens Bygger er et fremragende eksempel på, hvordan man kan lykkes med at give et lokalområde en ny dimension, når folkene bag initiativet har mange års kendskab og en stor interesse i at udvikle området.

Både Svend Smedegaard og Hans Kristian Skibby er dog bekymrede for, at lokale initiativer som Horsens Bygger vil være truede af regeringens vækstudspil, der lægger op til en afskaffelse af ejerskabsrestriktionerne for landinspektørvirksomheder.

En konsekvens vil ifølge Hans Kristian Skibby være, at store, rådgivende ingeniørfirmaer vil overtage landinspektørernes arbejde og skade den lokale udvikling:

- Initiativet risikerer at udvande landinspektørernes uvildighed, og det vil ændre opfattelsen af landinspektørvirksomheder i lokalsamfundet, hvilket vil være skidt. Et andet problem er, at vi kan ende med få store virksomheder, der sidder på opgaven, og det kan gå ud over den lokale tænkning, som man oplever i dag. Det kan godt være, at det går i København og Aarhus, men vi andre skal også tænke praktisk, og det gør man ikke ved at centralisere.

Tror ikke forslaget skaber vækst
Lovforslaget er fremlagt med henblik på at skabe vækst, men her stiller Hans Kristian Skibby sig også skeptisk. Han mener, at der er andre interesser på spil:

- Jeg tror ikke lovforslaget vil skabe meget vækst, da det er meget lille marked for landinspektører. Mange af vækstinitiativerne er kommet sporadisk og i øvrigt udtænkt af store brancheorganisationer og andre spillere med en anden dagsorden. Så det skal man også tage højde for.

-jhn

Fakta om regeringens vækstinitiativ:

• Formålsbestemmelsen til landinspektørselskaber afskaffes
• Ejerskabsrestriktionerne for landinspektørselskaber afskaffes
• Krav om, at en landinspektør, der ejer eller er medejer af et landinspektørselskab, hæfter personligt afskaffes
• Regler om habilitet og ”god landinspektørskik” vil gælde for alle virksomheder, der ønsker at udføre eneretsopgaver, og ledelsen vil kunne drages til ansvar for at reglerne overholdes
• Virksomheder, der ønsker at udføre eneretsopgaver, vil have anmelderpligt til Geodatastyrelsen om bl.a. virksomheders kvalitetsprocedurer
• Geodatastyrelsen vil fremover indføre et risikobaseret tilsyn, der tages op til evaluering efter 2-3 år
• Der vil fortsat være krav til uddannelse og erhvervserfaring for at opnå beskikkelse som landinspektør

15/6 2015