Vedtægter skal være up to date
Forældede vedtægter er ofte skyld i udgifter og retssager for ejerforeninger. Deas kommer foreningerne til hjælp med let sæt standardvedtægter, der bygger på erfaringer med over 450 ejerforeninger
Ejendomsforvaltningsselskabet Deas tilbyder nu et sæt gratis standardvedtægter, der kan hjælpe ejerforeninger med at bringe paragrafferne up to date og dermed spare både tid og penge samt undgå retssager.
Der er omkring 8.000 ejerforeninger i Danmark, hvoraf mange blev stiftet i 1960’erne og 70’erne.
Deas skønner, at i over halvdelen af alle foreninger er paragrafferne ikke tilpasset nutidens behov for bl.a. digital kommunikation og forældrekøb, eller også er det sket ved at tilføje det ene tillæg efter det andet gennem årene.
Gratis hjælp til foreningerne
Foreningerne ved ofte, at vedtægterne bør opdateres, men det koster alt fra 25.000 til 50.000 kroner, da det ofte vil kræve hjælp fra eksperter. Og indtil nu har det kun været muligt at hente gratis hjælp i ”Bekendtgørelse om normalvedtægt for ejerforeninger” fra 2004, som er en meget overordnet standard.
- Vi tror på, at ejerforeningerne både kan spare tid og penge og opnå en bedre trivsel ved at bringe vedtægterne up to date. Så vi har lavet et sæt standardvedtægter, der bygger på vores erfaringer med de over 450 ejerforeninger, vi har i administration, siger Per Holm, afdelingsdirektør i Deas.
Deas’ standardvedtægter for ejerforeninger er gratis at downloade og benytte for alle.
Slip for tvister
Der opstår ofte unødvendige tvister i ejerforeninger, blandt andet fordi vedtægterne ikke er præcise nok omkring reglerne for vedligeholdelse. Det er ofte ikke klart defineret, hvad det er beboerens ansvar at vedligeholde, samt hvem der skal betale selvrisikoen, hvis beboeren forårsager en skade, som foreningens ejendomsforsikring dækker.
- Denne type tvister kan foreningen et langt stykke hen ad vejen skrive sig ud af i vedtægterne. Det gør også bestyrelsens arbejde meget lettere, når de kan henvise til, at sådan står der altså i foreningens regler. Dermed kan de måske undgå, at sagen ender i retten, siger Charlotte Olsen, juridisk konsulent og cand.jur. i Deas.
Kostbare retssager
Hver gang en ejerforening skal i retten, koster det minimum 50.000 kroner i advokatsalær.
Der er også tid og penge at spare ved at opdatere paragrafferne om generalforsamlingen. Når foreningen skal vedtage en større ændring, f.eks. et byggeprojekt, kræver det nemlig ofte en ekstraordinær generalforsamling, fordi der ikke var tiltrækkeligt med medlemmer til stede til den ordinære generalforsamling.
Den ekstraordinære generalforsamling er ofte blot en formsag, men det er bøvlet og koster, da der er udgifter til både leje af lokale og til administrator for at deltage, skrive referat og indkalde foreningen.
- Bestyrelserne spørger os ofte, hvorfor deres beboere ikke bare kan brevstemme. Det kan de faktisk godt på både papir eller e-mail, men det kræver, at det skrives ind i vedtægterne. Så det har vi åbnet op for i de nye standardvedtægter, siger Charlotte Olsen.
-cmn