Debat: Hul i hovedet at reagere i stedet for at agere
Store reparationer være to-tre gange dyrere end forebyggende vedligeholdelse, så der skal gøres noget langtidsholdbart ved det danske vejnet, mener Morten Frost Kamphøvener fra S&P Reinforcement Nordic
Trafiktrængslen stiger og koster samfundet milliarder årligt i tabt produktivitet.
Ifølge Dansk Industri er investeringerne i Danmarks vejnet faldet markant siden 2011, især på anlægssiden, og mens Vejdirektoratet har oplevet de største fald, har også kommunerne reduceret investeringerne.
Det har medført et voksende vedligeholdelsesefterslæb, som i mange kommuner er betydeligt.
Kommunerne står med et vedligeholdelsesefterslæb, der ifølge FDM, Dansk Vejforening og Asfaltindustrien, er tæt på 10 milliarder kroner. Og problemet vokser.
Jyllands-Posten kunne i juni fortælle, at kommunernes midler er faldet med 35 % siden 2017, mens mængden af asfalt solgt til kommunerne er faldet med over 25 % på bare tre år.
Resultatet er til at mærke – bogstavelig talt – for alle os, der kører eller cykler på de danske veje.
Jeg har tidligere råbt højt om, at antallet af henvendelser om huller i vejene fordoblet siden 2021, og alene i januar i år steg anmeldelserne med næsten 60 % i forhold til samme måned sidste år.
Som konkret eksempel kom der i Aarhus Kommune i februar i år lige så mange klager som på et helt år normalt.
Billigere at agere end reagere
Huller i vejene - såkaldte jættegryder - er ikke bare irriterende – de er direkte farlige. Og den hullede belægning er til stor gene for trafikanterne.
Ser man mod vores naboer i syd, så må de hvert år ty til lukning af strækninger på de tyske autobahns, når skader skal udbedres og vejene vedligeholdes.
Senest var det i år den yderst trafikerede strækning på A7 mellem den dansk-tyske grænse og storbyen Hamborg, der var totalt lukket i en hel weekend midt i sommerferieperioden.
DTU har dokumenteret, at dårlig vejvedligeholdelse øger risikoen for ulykker. Samtidig kan store reparationer være to-tre gange dyrere end forebyggende vedligeholdelse.
Når myndighederne lapper i stedet for at løse problemerne ordentligt, svarer det til at sætte et plaster på et åbent benbrud: intentionen er fin, men det hjælper overhovedet ikke.
Asfaltarmering er en af de løsninger, der kan vende udviklingen. Ja, den koster mere her og nu – men erfaringer viser, at den kan forlænge levetiden markant og spare hundredtusindvis af kroner per vejstrækning over årtier.
Hertil kommer de miljømæssige gevinster ved færre reparationer og mindre ressourceforbrug.
I S&P Reinforcement har vi mange eksempler på veje, hvor asfaltarmering har forlænget levetiden markant og sparet kommunerne penge i det lange løb.
Vi ved, at vejrforholdene ikke bliver mildere.
Vi ved, at tung trafik og flere elbiler øger belastningen.
Vi ved, at det er billigere at vedligeholde i tide end at genoprette.
Så hvorfor ikke investere i løsninger, der holder for både trafiksikkerhedens, økonomiens og klimaets skyld?
Morten Frost Kamphøvener
Nordisk forretnigschef
S&P Reinforcement Nordic
morten.frost@sp-reinforcement.eu