El-installatør skifter navn et halvt år efter ejerskifte
Steen Jørgensen El-installation vil fremover hedde Electable. - Vi vil vælges for vores faglighed og vores gode proces, siger administrerende direktør, Michael Saxtoft
I starten af 2023 overtog administrerende direktør Michael Saxtoft og teknisk direktør Mats Bach Nilsson det fulde ejerskab af Steen Jørgensen El-Installation A/S, der udfører el- og teknikentrepriser i større bolig- og erhvervsbyggerier.
Nu fuldbyrder de nye ejere generationsskiftet ved at ændre virksomhedens navn fra Steen Jørgensen El-installation A/S til Electable A/S. Med det nye navn ønsker den nordjyske el-entreprenør at differentiere sig fra ensidig priskonkurrence i installationsbranchen ved at tænke totaløkonomi og ved at være realistisk og transparent i sin tilbudsgivning.
- Er du for prisfokuseret, så har du også typisk en tendens til at overse noget, enten bevidst eller ubevidst, og det vil uundgåeligt ende ud i diskussion og konflikt på et eller andet tidspunkt i projektet. I installationsbranchen er det alt for ofte en kamp om at underbyde hinanden for at give den laveste pris.
- Det prisræs vil vi ikke være en del af. Vi vil vælges for vores faglighed og vores gode proces. Derfor er det heller ikke os, der er billigst i tilbudsfasen. Til gengæld kan kunderne regne med, at det tilbud, de får, også svarer til den pris, de kommer til at betale i sidste ende, siger Michael Saxtoft.
Med den markedstilgang har Electable opbygget en fast kundekreds blandt udviklere og entreprenører fortrinsvist øst for Storebælt. Derfor er det heller ingen tilfældighed, at den første vundne opgave efter navneskiftet er et projekt på Sjælland. I Københavns Nordhavn skal Electable udføre el-entreprisen på et nyt p-hus i seks etager, som Jönsson A/S opfører for By & Havn. Dermed videreføres samarbejdet med Jönsson fra projekter som busterminalen Naverland i Glostrup og Gladsaxe Skøjtehal.
Electable offentliggjorde for nylig sit 2022-regnskab med et overskud på 3,7 mio. kroner før skat.