LED-pendel til lyskrævende miljøer
Med 70 % reduktion af energiforbruget og markedets højeste lysstyrke per watt er LED High Bay et effektivt og bæredygtigt alternativ til pendler med kviksølvpærer
De fleste ved jo egentlig, at det er en god idé at vælge belysning med så lille strømforbrug som muligt. Alligevel har mange private og virksomheder stadig lyskilder, der unødigt sluger den ene kilowatttime efter den anden.
Hos Allan Hansen Automobiler i Daugård har man taget det grønne skridt fuldt ud og netop ibrugtaget en ny tilbygning med pendlen LED High Bay, som med en styrke på 160 lumen per watt er markedets mest lyseffektive.
– I forhold til en traditionel pære på 400 watt bruger de nye LED High Bay-lamper kun 135 watt på at give den samme lysintensitet på 21.600 lumen. Den samme effekt kan altså nås med en brøkdel af det hidtidige energiforbrug, og det betyder i det her tilfælde en tilbagebetalingstid på cirka trekvart år på merinvesteringen i forhold til en traditionel løsning, fortæller Henrik Grundholm fra den vejlensiske belysningsvirksomhed Lumiere, der har stået for leverancen.
Grønnere profil
Hos bilforhandleren er ejerleder Allan Hansen ikke i tvivl om, at den nye tilbygning og belysning kommer til at gøre en forskel for bilsalget.
– Vi har allerede på meget kort tid oplevet en forskel for vores salg. Der bliver solgt flere biler, efter vi har taget tilbygningen i brug. Det skyldes jo de nye omgivelser, herunder blandt andet belysningen, der præsenterer vores biler på en attraktiv måde, forklarer bilforhandleren.
For Allan Hansen har det været afgørende, at firmaet på én gang har kunnet minimere de løbende driftsudgifter og opnå en grønnere profil.
Ifølge Henrik Grundholm er den nye LED-lyskilde relevant for mange forskellige typer virksomheder, som kan få dækket deres funktionelle belysningsbehov på en god måde og samtidig opnå store besparelser på elregningen.
- Der er rigtig mange, der endnu ikke har udnyttet deres muligheder for besparelser. Ud over strømbesparelsen har den enkelte pære en meget længere levetid, og det sparer også penge. I eksempelvis et bilhus kræver det jo, at hele hallen tømmes for biler, inden man kan skifte pærerne, forklarer lysmanden. Han oplyser, at LED-lyskilden har en levetid på 50.000 timer mod en gammeldags kviksølvpæres 8.000-10.000 timer.
-cmn