De Digitale Dage tester nye Cuneco-standarder
Cuneco er indgået i en ny strategisk alliance med De Digitale Dage, som udmøntes i økonomisk støtte og tæt samarbejde om test og videreudvikling af CCS-systemer
Når De Digitale Dage til april for femte gang slår dørene op til landets største digitale eksperimentarium, er det med en stærk samarbejdspartner ved sin side. Den nye strategiske alliance med Cuneco, Center for produktivitet i byggeriet, udmønter sig nemlig i økonomisk støtte og et tæt samarbejde om test og videreudvikling af nye og næsten færdige CCS-systemer.
- De Digitale Dage udgør et unikt tværgående forum for kompetenceudvikling og test af byggeriets digitale redskaber, konstaterer projektdirektør Torben Klitgaard, Cuneco.
- De studerende på De Digitale Dage er orienteret mod fællesskab og samarbejde på tværs af fagene, de mestrer de nye digitale teknologier på et højt niveau, og de har modet til som spydspidser at gå nye veje, når det gælder udviklingen af byggeriets digitale redskaber, tilføjer han.
Fra vugge til grav i enhver byggesag
I Cuneco tror man på, at byggeriets digitale informationsspring grundlægges på byggeuddannelserne og ser dialogen med de studerende som en afgørende faktor for at øge effektivitet og produktivitet i byggeriet både i en dansk og global kontekst.
- På den baggrund er det naturligt, at vi som led i færdigudviklingen går ind i et tættere samarbejde med De Digitale Dage om at afprøve, teste og videreudvikle Cunecos Classification System, fastslår Torben Klitgaard.
Han karakteriserer samtidig CCS som et næsten færdigudviklet og funktionsdygtigt klassificeringssystem, der gennem definition og implementering af nye fælles standarder fungerer som en effektiv digital motorvej, der forbinder byggeriets mange forskellige aktører og værktøjer i et fælles sprog.
- Med CCS får vi et redskab til at håndtere informationer på en intelligent og proaktiv måde fra ”vugge til grav” i enhver byggesag. Dermed sikrer vi os mod fordyrende informationstab mellem alle byggeriets forskellige led hele vejen fra tegnebræt over projektering til udførelse, fremtidigdrift og vedligehold.
Optimering og sikkerhed
Endvidere får Cuneco med CCS blandt andet mulighed for i kombination med BIM-modellerne at rykke afgørende viden frem i byggeprocessen, således at virksomheden som led i en virtuel proces, der allerede på tegnebrættet, kan forudse og forebygge mange af de problemer, som byggeriet i dag kæmper med.
- CCS giver mulighed for optimering af den samlede byggeproces, ligesom den styrker bygherrers sikkerhed for, at det færdige byggeri lever op til forventningerne både når det gælder minimering af risici, overholdelse af budget, bygbarhed, tidsforbrug, brugervenlighed og fremtidig drift, siger projektdirektøren og tilføjer, at CCS omfatter en pakke af redskaber, der uden tunge investeringer kan implementeres i alle byggeriets led og i alle byggeriets eksisterende digitale værktøjer.
De Digitale Dage, der i tæt samarbejde med virksomheder og byggeriets digitale frontløbere, gennemføres som et tværgående samarbejde mellem Aalborg Universitet, University College Nordjylland, Tech College Aalborg og EUC Nord.
Med international deltagelse i konkret restaurering af det nordjyske museum Kunsten afholdes dagene fra d. 9.-11. april og byder bl.a. på videndeling, workshops og digital afprøvning af byggeriets digitale metoder og arbejdsprocesser.
- kj