Aktuelle nyheder - Facader

Første skridt til miljøvenlig teglproduktionLess-murstenen.

Første skridt til miljøvenlig teglproduktion

Egernsund Wienerberger introducerer nu miljøvenlig mursten, der reducerer både CO2-aftryk og råvareforbrug med tocifrede procentsatser

Del artiklen på

Teglbranchen er blandt de mere energitunge byggeindustrier og samtidig én af de største. Derfor er det på høje tid, at teglværkerne begynder at tænke i produktion af nye og mere bæredygtige løsninger. I hvert fald hvis man spørger Egernsund Wienerberger.

Når messen Architect@Work løber af stablen i Forum i København d. 9.-10. sep., lancerer teglproducenten derfor Les: En blødstrøgen mursten, der reducerer både CO2-aftryk og råvareforbrug med tocifrede procentsatser.

Peter Høffner Thomsen, der er kommerciel direktør i Egernsund Wienerberger, ser frem til lanceringen og forklarer, hvad der gør Less mere miljøvenlig end alternativerne:

- Less har præcis samme udtryk og mål som traditionelle blødstrøgne mursten. Men som det eneste blødstrøgne teglprodukt er Less designet med tre huller i midten. Det er med til at reducere råvareforbruget med 10 %, mens CO2-forbruget reduceres med 20 %. Der er nemlig mindre materiale, der nu skal tørres og brændes. Samtidig vejer stenen mindre og er derfor lettere at transportere og håndtere. I sidste ende bidrager det også til et bedre arbejdsmiljø for mureren, siger Peter Høffner Thomsen.

Er lykkedes uden at gå på kompromis
Lanceringen af den nye tegltype udgør det første vigtige skridt i Egernsund Wienerbergers drejebog for en 100 % CO2-neutral produktion. Og selv om fremstillingen af Less-tegl genererer 20 % mindre CO2 end traditionel teglproduktion, er det ikke de store tekniske ændringer, der er behov for på fabrikkerne, forklarer Andreas Christensen, der er Managing Director, Operations hos Egernsund Wienerberger:

- Vi har arbejdet på løsningen gennem flere år. Det er nemlig svært at lave huller i denne type tegl uden at gå på kompromis med kvaliteten. Men nu er det lykkedes, og selve fremstillingsprocessen er stort set den samme, ligesom produktionsapparatet også er det samme som til traditionelle tegl. Dermed går det også hurtigt for os at implementere den nye metode på alle produktionslinjer. Vi er allerede i gang på vores sydfynske teglværk, Petersminde Teglværk, og de andre følger trop i de kommende måneder.

Andreas Christensen fortæller videre, at den hurtige omstilling også betyder, at Egernsund Wienerberger f.eks. kan lave kundespecifikke løsninger og meget snart kan tilbyde samtlige tegl i hele sortimentet i en LESS-version:

- Dermed har Less potentialet til at blive den nye standard for tegl allerede inden 2021, hvis interessen fra markedet er der.

-kj

Læs mere om Facader

19/8 2020