Gyldne tider for kloakbranchenTorsdag åbnes dørene for Nordeuropas største kloakmesse i Fredericia, og ifølge Henning Lübcke er der nok at glæde sig over i branchen (Foto: Michael Stålnacke)

Gyldne tider for kloakbranchen

De senere års voldsomme skybrud og oversvømmelser har fået politikerne til at åbne for pengekasserne, og det giver masser af arbejde de næste mange år, siger formand for Danske Kloakmestre Henning Lübcke inden torsdagens åbning af kloakmessen

Mobiltelefon og den hvide fastnettelefon ringer på skift cirka hver tredje minut. Mellem bunker af papirer og farverige ringbind, står den bærbare computer tændt. Men mailboksen er der slet ikke tid til at tjekke lige nu på det lille kontor i Vedskølle syd for Køge. Hovedkvarteret for Henning Lübcke, der for ni måneder siden blev valgt som formand for Danske Kloakmestre og samtidig driver sit eget kloak-, skov og haveservicefirma med syv ansatte.

Selv om visse dage er lige lovligt hæsblæsende, så er han glad. Hvor mange kommuner tidligere sparede penge på kloakkerne, fordi de lå godt gemt under jorden, så har de senere års voldsomme skydbrud, oversvømmelser og kloakvand i vælgernes kældre sat dem under pres – der skal handles. Og han vil ikke lyve. De store mængder vand fra oven har været en gave for kloakmestrene.

- Jeg er glad på medlemmernes vegne. For stort set alle i branchen og især omkring byerne går det rigtig godt, og der vil være masser af arbejde rigtig mange år fremover, siger han og oplister køen af opgaver lige fra kloakering af det åbne land, separering af de enstrengede afløb, både de kommunale og inden længe de private boligejere til regnbede, nye vandmiljøer, faskiner, forsinkelsesbassiner osv.

Optur for alle
Et andet bevis på, at det går godt i branchen er producenterne. De har set, at der er et stort marked, så der opfindes og udvikles produkter på livet løs. Alt fra nye vandbremser til bedre højvandslukkere og rottespærrer, der tømmer sig selv.

- Det er en optur for alle, og det går utroligt stærkt. Det er virkelig blevet en udfordring for den lokale kloakmester at følge med i alt det nye. Der kan kloakmessen her forhåbentlig hjælpe sammen med de seminarer vi holder, for det er så vigtigt, at vi giver dem mulighed for at holde sig opdaterede.

Respekten er vokset
Men også andre efterspørger viden. Pludselig er det blev interessant for politikere og embedsmænd at rådføre sig med Danske Kloakmestre som har følingen med, hvad der foregår ude i virkeligheden. Som det senest er sket i Naturstyrelsen med vejledningen til rottesikring.

- Der deltog vi meget direkte i arbejdet og har fået sat vores aftryk på indholdet. Vi oplever det også med skybrudssikring, så det virker som om respekten for os er vokset. Vi har fået adgang til de bonede gulve, sikkert fordi vi ikke bare råber op, men får sagt de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, og det er skønt, hvis vi kan blive ved med at sætte vores præg på lovgivningen.
Men tjener branchen også penge?
- Det er det jeg hører og mange er endda bedre til at tjene penge end før krisen. En del brodne kar, der dumpede priserne er væk. Og med de store konkurser vi har oplevet det seneste år hos bla. Phil & Søn har flere kommuner indset at stort ikke altid er godt, så i stedet for hovedentrepriser udbyder de flere og flere opgaver som fagentrepriser og det vil vi gerne opmuntre, siger han og tilføjere at Danske Kloakmestre samtidig går styrket ind i fremtiden, da de det seneste år er vokset med 75 til i alt 550 medlemmer.

-jhn

21/1 2014