
Designerkøkkener fra Odense-renovering ryger til København
På Fyns største renoveringsprojekt, Åhaven i Odense, er der lige nu et stort genanvendelsesprojekt i gang – her scannes bl.a. rækkehuse for originale Tectum-køkkener, som genbrugsbyggemarkedet Genbyg sælger videre til design-bevidste københavnerkunder
For Mikael Hansen, projektchef i Enemærke & Petersen og leder af Åhaven-renoveringen, er det et velkomment wake-up call, at de kvalitetskøkkener der rives ned, kan få nye hjem:
- I byggebranchen smider vi desværre rigtig mange materialer væk, som har mange års levetid i sig endnu. Derfor har vi undervejs i vores genanvendelsesprojekt her på Åhaven været glade for samarbejdet med Genbyg, der straks så de originale Tectum-køkkeners potentiale – hvor vi andre ellers oplevede dem som nedrivningsmaterialer.
- Med de klimakrav, vi skal leve op til i fremtiden, bliver det rigtig relevant, at vi udnytter materialernes fulde levetid. Og så kan man jo spare rigtig mange penge som forbruger, når man køber brugt og godt.
Byggebranchen står for 35 % af al Danmarks affaldsproduktion hvert år og derfor glæder man sig hos Enemærke & Petersen over samarbejdet med Genbyg.
Her oplever man et godt potentiale for genanvendelse af brugte byggematerialer til private, men allerhelst vil de to samarbejdspartnere opskalere samarbejdet til det professionelle marked, så genbrugsmaterialerne kan bruges på de store renoveringer og byggerier:
- Vi ser endnu flere muligheder for genanvendelse af flere typer materialer, men det kræver, at man i branchen anskuer risici og forsikringer anderledes, end det er tilfældet i dag. Vi oplever her på Åhaven et overvældende engagement fra vores samarbejdspartnere, men de juridiske rammer begrænser mulighederne, siger Mikael Hansen.
Enemærke & Petersen købte sig i 2022 ind i Genbyg sammen med værktøjskæden Carl Ras.
-dc