BAT efterlyser større asbestbøderFormand for BAT, Claus von Elling

BAT efterlyser større asbestbøder

BAT-kartellet roser regeringen for at have taget et skridt i den rigtige retning med den nye asbestaftale. Men der er stadig plads til forbedring\r\n

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Regeringen indgik i sidste uge en aftale med et bredt flertal af Folketingets partier om yderligere initiativer til at bekæmpe asbest i den danske bygningsmasse.

Selvom asbest blev forbudt for over 35 år siden, er det stadig i høj grad til stede i danske bygninger, og danske bygningsarbejdere kommer alt for ofte i kontakt med det dybt kræftfremkaldende materiale.

Det fører til flere end 300 dødsfald om året, og senest har TV2 Fyn kunnet berette om elektrikere i Odense, der blev udsat for asbest, på trods af en foreliggende mistanke om asbest på byggepladsen.

Dybt utilstrækkelig
Allerede i 2018 indgik en række af Folketingets partier sammen med den daværende regering en asbestaftale, der ifølge formanden for Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, Claus von Elling, på trods af visse forbedringer om oplysning og information om asbest, har vist sig at være dybt utilstrækkelig til at håndtere problemets omfang og alvor:

Han slår fast, at den nye aftale er en ’meget klar forbedring’ set i forhold til aftalen fra 2018. Alt i alt har regeringen og aftalepartierne nået enighed om 12 punkter, der alle skal styrke bekæmpelsen af asbest i Danmark.

Beviskrav lempes
Indsatserne rangerer fra initiativer, der skal styrke øge information om asbest ved huskøb til styrkelse af Arbejdstilsynets muligheder for at give påbud ved asbestovertrædelser.

Særligt sidstnævnte kan få en betydning på byggepladserne, hvor eksempelvis beviskravene til Arbejdstilsynet lempes:

- Vi sætter stor pris på dagens asbestaftale, der er med til at rette op på nogle af de mange mangler, som 2018-aftalen havde. Det er altafgørende, at Arbejdstilsynet får flere muskler, hvis man skal have branchens brodne kar til at tage spørgsmålet alvorligt. Vi havde dog gerne set, at man også havde kigget på mulighederne for at øge bødestørrelserne på området, siger Claus von Elling.

Autorisationsordning ønskes
Aftalen indeholder også initiativer, der på længere sigt kan få stor betydning. Herunder at Arbejdstilsynet skal undersøge muligheden for at indføre en autorisationsordning for virksomheder, der må håndtere asbest.

Autorisationsordninger er kendt fra ti andre europæiske lande, herunder Sverige. hvor straffen for at arbejde med asbest uden tilladelse er hurtig, hård og kontant.

- Vi har længe sagt, at en autorisationsordning er nødvendig, og dagens aftale er et skridt i den retning. Der er dog kun tale om en undersøgelse af muligheden for at indføre en autorisationsordning. Indtil der lander en egentlig aftale om en autorisationsordning, vil vi stadig presse ministeren og partierne, siger BAT’s formand.

22/5 2022