Hårdt vintervejr udskyder ikke AsbestlovenArkivfoto

Hårdt vintervejr udskyder ikke Asbestloven

Og virksomhederne får ikke kompensation for de investeringer, de har foretaget i udstyr til rensning af asbesttag

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Folketingsmedlem Carl Andersen (LA) har stillet beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek en række spørgsmål omkring ikrafttrædelsen og konsekvenserne for virksomhederne af Asbestloven, som forbyder rensning og maling af asbesttag.

Han har blandt andet spurgt om ministeren vil overveje at udskyde ikrafttrædelsesdatoen for ophør af mulighed for dispensation til professionel højtryksspuling af asbestholdige tag som følge af det meget kolde vejr.

Desuden spørger han, om det er rimeligt, at en lang række tagrensefirmaer reelt får eksproprieret deres specialindkøbte materiel til rensning af asbestholdige tage - uden kompensation - som følge af en politisk beslutning om at afskaffe dispensationsordningen.

Spreder asbestslam

Kaare Dybvad Bek vil dog ikke hverken udskyde forbuddet mod rensning af asbestage eller give kompensation til virksomhederne.

Han henviser i sit svar til Carl Andersen til, at der er risiko for, at der bliver spredt asbestslam og støv til omgivelserne, når asbesttage bliver højtryksspulet:

- Det har både kommuner, forsikringsselskaber og bygningssagkyndige gjort opmærksom på. Det har derfor været helt nødvendigt at afskaffe muligheden for at dispensere fra forbuddet mod at højtryksspule asbesttage, lyder det fra ministeren.

Tagrensekasser kan også bruges til almindelige tage

- Vi har dermed taget et vigtigt skridt i forhold til at beskytte mennesker og miljø mod asbest. Den tagrensekasse, der anvendes til højtryksspuling af asbesttag, er også egnet til at rense tage uden asbest. De virksomheder, der har anskaffet en tagrensekasse, kan derfor også bruge den fremover, påpeger ministeren.

Samtidig kalder han det ”almindelig ordentlighed”, at virksomhederne har fået et halvt år til at opfylde de aftaler, som de allerede har indgået med husejere og til at indrette sig på de nye regler:

- Jeg synes, at vi har fundet en god balance ved at lade de tidligere meddelte dispensationer bortfalde den 1. juli. Årets vintervejr giver mig ikke anledning til at genoverveje dette tidspunkt, slutter beskæftigelsesministeren


24/2 2026