Yderligere indsats mod asbest på vejAsbest findes blandt andet stadig i gamle eternittagplader

Yderligere indsats mod asbest på vej

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har indkaldt Folketingets partier til drøftelser om nye initiativer på området

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er mere end 30 år siden, asbest blev forbudt i Danmark, men der er fortsat problemer med, hvordan det asbesten håndteres i byggeriet.

Derfor har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard indkaldt Folketingets partier til drøftelser om nye initiativer på området.

Asbest giver ikke mindst problemer i forbindelse med renovering eller nedrivning af bygninger, selv om der i 2018 blev indgået en politisk aftale om asbest. Den har løbende betydet forbedringer på asbestområdet.

Senest er grænseværdien for asbest fra 1. januar 2022 blevet skærpet markant, så den nu er lavere end grænseværdien i EU og hører til blandt de laveste i Europa.

Mindsker risiko for sygdom
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard understreger, at siger det er vigtigt hele tiden at have fokus på asbest, og hvordan de ansatte kan beskyttes:

- Det er afgørende, at der er kendskab til og viden om, hvordan asbest håndteres korrekt, når man støder på det på danske arbejdspladser, så vi mindsker risikoen for, at nogen bliver syge af det. Asbestaftalen fra 2018 indeholdt en række vigtige tiltag, der har styrket indsatsen mod asbest. Jeg håber, at vi kan tage endnu et skridt i kampen mod asbest for at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, siger han.


31/3 2022