PCB-spørgsmål besvares on-line
Udvidelse af PCB-rådgivningsenheden gavner nu private boligejere. Ny digital platform åbnet hos Energistyrelsen
Energistyrelsens PCB-rådgivningsenhed er nu udvidet til at omfatte alle bygningsejere. Dermed kan også private bygningsejere stille spørgsmål og få mere viden om PCB på www.pcb-guiden.dk
Formålet med en styrket og målrettet rådgivning og information om PCB til bygningsejere er en forbedret affaldshåndtering af PCB-forurenede byggematerialer og en reduktion af PCB-koncentrationen i indeklimaet i danske bygninger.
- Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde endnu bedre information om PCB. Vi håber samtidig at kunne udbrede kendskabet til rådgivningsenhedens eksistens, så flest mulige bygningsejere kan få glæde af denne gratis og lettilgængelige rådgivningsfunktion, siger kontorchef Maria Dall Winther, Energistyrelsen.
Helt konkret er PCB-rådgivningsenheden blevet styrket og udvidet med en ny digital platform på pcb-guiden.dk, hvor alle bygningsejere kan opnå mere viden og få vejledning om PCB.
Rådgivningsenheden findes i form af et nyt selvbetjeningsmodul med såkaldt Q&A, spørgsmål & svar funktion, hvor bygningsejere hurtigt kan få svar på deres spørgsmål. Der er ligeledes mulighed for at ringe eller maile til rådgivningsenheden, som også kan bistå større offentlige bygningsejere med at få udarbejdet en plan for håndtering af PCB i indeluften.
Rådgivningsenheden er et supplement til den eksisterende PCB-hotline, der også findes på hjemmesiden.
-cmn