Grøn fond: Træ skal være bæredygtigt Et syv meter højt fugle- og udkigstårn samt et 503 meter langt brodække i Vaserne i Nordsjælland er eksempler på, hvordan Aage V. Jensen Naturfond bruger træ. Fotos: Louise Skjellum Strøbech

Grøn fond: Træ skal være bæredygtigt

Aage V. Jensen Naturfond og FSC Danmark samarbejder om at styrke arbejdet med fondens indkøbspolitik for bæredygtigt træ

Udsigtstårne, hegnspæle, broer, informationstavler m.m. er de typiske træelementer i Aage V. Jensen Naturfonds projekter, og det kan blive til store mængder træ, når fonden laver tiltag, der både skal forbedre naturen og mulighederne for at opleve den.

Fonden indkøber store volumener af træ, når der etableres naturprojekter i Danmark, og fonden ønsker, at disse indkøb skal stå mål med de grønne ambitioner i selve naturprojekterne.

- I Aage V. Jensen Naturfond er vi meget bevidste om vores påvirkninger som følge af vores forvaltning og anlægsaktiviteter – både lokalt og i forhold til oprindelsen af anvendte materialer. Derfor vil vi i dialog med FSC Danmark løbende sikre et internt fokus på dokumentation for træs oprindelse og bæredygtighed i vores anlægsaktiviteter, siger direktør i Aage V. Jensen Naturfond, Anders Skov.

Samarbejdet mellem Aage V. Jensen Naturfond og FSC Danmark har til formål at sikre dokumenteret bæredygtigt træ i fondens projekter gennem opkvalificering af medarbejdere. Sammen håber de to organisationer at kunne sætte bæredygtigt træ på dagsordenen bl.a. ved formidling under fondens fremtidige anlægsprojekter.

Bæredygtigt udsigtstårn
Fondens seneste anlægsprojekt er et udsigtstårn ved Vitsø Nor på den vestlige del af Ærø. Til projektet er der indkøbt douglasgran og lærketræ fra det FSC-certificerede Grønagergård Savværk.


- Det er vores erfaring, at hvis man i god tid planlægger sine indkøb, så er der få begrænsninger i forhold til at sikre bæredygtige indkøb. Vi oplever samtidig, at prisen på FSC-certificeret træ ikke adskiller sig voldsomt fra øvrigt træ på markedet, hvis der overhovedet er en forskel. Der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at gøre det rigtige, siger Anders Skov, der håber, at samarbejdet kan inspirere andre til også at sætte fokus på bæredygtigt træ i deres træindkøb.

-los

Om Aage V. Jensen Naturfond
Tømrermester Aage V. Jensen oprettede tre fonde, der alle skulle tilgodese ’den frie natur og dens vilde dyr og fugle’ og arbejde for naturens bevarelse og de vilde dyrs beskyttelse. Aage V. Jensen blev i løbet af 1960’erne en af Danmarks førende bygherrer ved opførelsen af Hotel Hvide Hus-kæden og mange kontor- og boligejendomme landet over.

Aage V. Jensen Naturfond yder støtte til mange naturprojekter i Danmark inden for forskning, formidling og tiltag, der skal øge befolkningens glæde ved naturen. Endvidere har Fonden erhvervet en række af Danmarks vigtigste naturområder, så det har været muligt at igangsætte og udføre en målrettet naturbeskyttelse, naturgenopretning og naturformidling til gavn for nuværende og kommende generationer.

4/8 2017