Historisk: Årets Snedkerpris deles i tre
Innovation og højeste kvalitet i det danske snedkerhåndværk hædres for femte gang, og i år skal tre dygtige repræsentanter for det gamle håndværk deles om prisen 150.000 kroner
- I år graver vi efter guld og borer efter diamanter, udtalte snedkermester Mads Raaschou, oldermand i Københavns Snedkerlaug, da der blev åbnet for ansøgninger til Snedkerprisen 2022 tidligere i år. Priskomitéens ønske var at finde en snedker, arkitekt eller anden aktør, der arbejder med det fine, gamle håndværk på en ambitiøs og innovativ måde, men som måske ikke har fået den helt store opmærksomhed for det endnu.
Iblandt de mange ansøgninger, Københavns Snedkerlaug modtog, stod tre udøvere af snedkerhåndværket ud, og prisen på 150.000 kroner bliver derfor for første gang delt mellem flere modtagere. Snedkerprisen 2022 gives til Alberte B. Andersen, Søren Risvang og David Svane.
Søren Risvang Snedkeri.
- Vi fandt hele tre værdige prisvindere, der passede perfekt til vores kriterier. Sammen tegner de et fint billede af bredden i dansk snedkerhåndværk, siger snedkermester Mads Raaschou, der også er formand for priskomitéen.
- Med Alberte, Søren og David har vi ungdom, vi har erfaring, vi har design og særlige kollegiale evner, og vi har bevarelse af gamle teknikker, tilføjer han.
Femte uddeling af Snedkerprisen
Københavns Snedkerlaug har tidligere uddelt Snedkerprisen fire gange, og modtagerne har været vidt forskellige. Snedkerprisen er finansieret af Kirsten og Freddy Johansens Fond.
Alberte B. Andersen, Arboretum Design.
Noma modtog den allerførste Snedkerpris i 2018. Priskomiteen ønskede med prisen at anerkende, hvordan materiale og godt håndværk var blevet en bærende del af oplevelsen for alle besøgende i den nye restaurant på Refshaleøen i København. Det nye Noma er tegnet af Bjarke Ingels Group, indrettet af Studio David Thulstrup, og træ er det gennemgående materiale i bygninger og indretning.
Andet år gik prisen til et par visionære udøvere af håndværket; møbelsnedkeriet Egeværk. Indehavere Mette Bentzen og Lasse Kristensen og deres team modtog den store anerkendelse for en innovativ og udforskende tilgang til de danske møbeltraditioner. Egeværk har fundet deres helt egen niche i krydsfeltet mellem håndværk og kunst, hvor de i samarbejde med førende gallerister afsætter unikaværker i træ til internationale kunstsamlere.
I 2020 var det 'monumentalarkitektur i træ' - Kongehallen i Sagnlandet Lejre - der blev belønnet med hæderen og de 150.000 kroner. 1000 ton dansk egetræ, historisk byggekunst og bygningens evne til at historieformidle blæste priskomiteen bagover; Kongehallen var det indlysende valg i 2020!
I 2021 honorerede Københavns Snedkerlaug en stor holdindsats bag den nænsomme restaurering og ombygning af Retten i Aarhus. Her modtog Rønnow Arkitekter prisen på vegne af bygherre, arkitekterne og håndværkerne bag transformeringen af den nationalromantiske perle, der blandt historieinteresserede århusianere bærer kælenavnet Smykkeskrinet.
Snedkerlaugets motivering
Københavns Snedkerlaug blev stiftet i 1554. Frederik 2. var konge i Danmark, og hans berømte søn – den senere Christian 4. - havde endnu ikke sat sit præg på København med opførelsen af Rosenborg, Børsen, Nyboder og mange andre identitetsskabende bygningsværker.
Københavns Snedkerlaug har repræsenteret vores håndværk i hovedstaden i de 468 år, der er gået; det er en arv, der forpligter, og som vi er stolte af. Med så lang en historie i bagagen, ser vi uvægerligt tilbage – men vi ser også frem, og interesserer os brændende for vores håndværk i nutiden og i fremtiden.
I år har vi valgt at dele Snedkerprisen 2022 ud på tre dygtige snedkere. Det har vi gjort af følgende grunde (i alfabetisk rækkefølge):
Alberte Bisgaard Andersen. Alberte er en ung, talentfuld maskinsnedker, der har imponeret priskomiteen med sin seriøsitet, dygtighed og stilsikkerhed.
Søren Risvang. Alle fag har en godfather – og i snedkerfaget hedder han Søren Risvang. Søren skal i år hædres for den positive rolle, han altid har spillet i vores fag med at forbinde unge og erfarne, undervisning og praksis.
David Svane. David trækker en smuk bue fra laugets tidlige år til år 2022 med sit imponerende træskærerarbejde på en af Børsens porte. David arbejder i hånden og bevarer på fineste vis fortiden i nutiden.
Tillykke til jer alle tre!
Mads Raaschou, oldermand, Københavns Snedkerlaug
Snedkermester, Raaschou Inventar & Byg
-dc