Ny bydel i Køge får 42 almene boliger i træ
Ambitionen er, at mennesker med almindelige indkomster kan betale boligerne, som placeres i to cirkelformede bebyggelser og opføres i 1-2 etager med fælleshus og masser af kontakt med naturen
To underskrifter, der betyder et varieret boligtilbud i Køge Kommunes nye bydel, Køge Nord Skovby, blev sat i dag, da Køges borgmester Marie Stærke (S) og boligselskabet fsb’s administrerende direktør, Bjarne Larsson, skrev under på aftalen om almene boliger
Signaturerne blåstempler de boliger, der skal opføres i den nye bæredygtige bydel nær skov og kyst 20 minutter i tog fra Københavns Hovedbanegård.
Der er tale om i alt 42 boliger, som bliver opført i træ og placeret i to cirkelformede bebyggelser. Husene opføres i 1-2 etager med fælleshus og masser af kontakt med naturen. Materialerne spiller sammen med den eksisterende skov, som i øvrigt skal føres videre ind igennem bebyggelsen som en grøn korridor.
Plads til mangfoldighed
Udover de grønne omgivelser og et tydeligt fokus på fællesskab skal Køge Nord Skovby skabe plads til en tilværelse for mange forskellige slags borgere. Og til det formål er opførelsen af moderne almene boliger til en husleje, hvor de fleste kan være med, helt oplagt:
- Jeg er glad for, at vi har fået en aftale med fsb om de nye almene boliger i Køge Nord Skovby, hvor vi skal skabe en bydel med plads til både familier, singler, yngre og ældre. Nu kan vi glæde os til at se smukke boliger opført i træ og med plads til både fællesskab og privatliv – jeg ser meget frem til at følge byggeriet, som ligger godt i tråd med den bæredygtighed og det fællesskab, vi ønsker, skal kendetegne området, siger Marie Stærke.
Fra fsb’s administrerende direktør, Bjarne Larsson, er der også glæde over den nye aftale:
- Det er første gang, fsb bygger i Køge, og vi glæder os meget til samarbejdet. Lige siden fsb blev grundlagt i 1933, har det ligget os på sinde at bygge gode boliger af høj arkitektonisk værdi til mennesker med almindelige indkomster. Nu får vi mulighed for at bruge vores kompetencer til at præge denne nye spændende bydel i Køge med en række almene boliger. Det er vi naturligvis rigtig glade for, siger han.
-dc