Åbner ny og grøn butik i Herning
Her til morgen åbnede en af Brødrene Dahls største butikker på en ny adresse i Herning. Der er tænkt grønt i den spritnye butik på 1700 kvadratmeter, der har en af byens bedste beliggenheder set med håndværkerbriller
Del artiklen påBrødrene Dahl har ligget på Viborgvej 97 i mange år, men nu er butikken flyttet i spritnye lokaler på Nakskovvej 2. Ud over at den nye butik er både lysere og bedre indrettet, ligger den også bedre i forhold til tilkørselsveje og synlighed.
- Vi glæder os meget til at vise den nye butik frem for både vores mange eksisterende kunder og forhåbentlig også nogle nye ansigter. De vil få både lettere ved at komme til butikken og parkere, og indenfor vil de som altid selvfølgelig møde vores mange kompetente medarbejdere, men også træde ind i en meget lys og luftig butik, som er væsentlig mere overskuelig og rar at opholde sig i, siger forretningschef Herning Lennart Hansen.
En grøn butik
Brødrene Dahls farve plejer godt nok at være blå, men den nye butik rykker ikke desto mindre på det grønne område. Ved butikken er der opsat el-ladestandere, så kunderne kan tanke ekstra el, mens de handler. I første omgang er der opsat to ladestandere med mulighed for udbygning i takt med, at behovet vokser.
- Lige nu er der ikke så mange af vores kunder, der kører i el-varevogn, men det begynder at rykke, og vi regner med, at det kommer til at gå hurtigt. Derfor vil vi gerne være klar også på den front, siger Lennart Hansen.
Butikken har også en særlig afdeling for klimaløsninger med blandt andet varmepumper, og den er som alle andre Brødrene Dahl-butikker udstyret med behovsstyret LED-belysning.
Læs mere under billedet...Den nye butik kan bl.a. tilbyde drive-thru for kunder, der skal afhente store volumenvarer som f.eks. brøndgods.
Drive-thru og udvidet sortiment
Den nye butik vil byde på både cafeområde og et øget antal mødelokaler, som kunderne frit kan benytte. Derudover er VVS-sortimentet udvidet og tilpasset kundernes behov, ligesom sortimentet for entreprenører og kloakmestre har fået en betydelig opgradering. Der er desuden drive-thru for kunder, der skal afhente store volumenvarer som f.eks. brøndgods.
Den nye butik på Nakskovvej slog dørene op mandag morgen den 30. august kl. 7. Der afholdes reception i den nye butik på et senere tidspunkt.
-los