Energieffektivitet dominerer vvs-messe
Vvs’23 byder på networking, produktlanceringer og præsentationer af branchens nyeste tendenser. Årets udstillerne er især klar til at fremvise energibesparende produkter, som, messens arrangør vurderer, bliver det største tema
Der er ikke længe til at Vvs’23 løber af stablen. En messe, der afholdes over tre dage, og som vil foregå i tre haller i Odense Congres Center samt i Jyske Bank Arena.
Over 180 udstillere har meldt sig til at vise deres produkter og løsninger frem, og messedagene bliver derfor spækket med networking, produktlanceringer og præsentationer af branchens nyeste tendenser.
Særligt et tema, vurderer messens arrangør, bliver stort. For indeklima, vand, varme og energiforbrug har været et aktuelt emne hen over vinteren, og derfor forventer administrerende direktør i Veltek og medarrangør af den kommende messe, Per Rømer Kofod, at udstillerne især er klar til at fremvise energibesparende produkter.
– Vi ser en bevægelse, hvor vi i stigende grad ønsker at komme af med olie og gas, og dermed udskifter vi vores energislugende produkter til mere energieffektive løsninger. Det giver et forventeligt fokus på udvikling af teknologier, der ikke er afhængige af en tredjepart, udtaler han.
Per Rømer Kofod er derfor ikke i tvivl: Grønne alternativer er vejen frem.
– Grøn energi, der tidligere blev betragtet som et tilvalg eller et alternativ, bliver nu set som løsningen – og den udvikling forventer vi at kunne se en effekt af på den kommende vvs-messe og de produkter, man vælger at have fokus på, tilføjer han.
Hacks til energiregningen
Flere udstillere melder sig også klar til at dele ud af deres faglige viden. Ikke mindst hvordan deres produkter er gode energihacks for deres kunder.
Ejer af virksomheden Anteco, Nis Pedersen, er en af de mange udstillere, der ikke kan vente med at møde gæsterne på messen og vejlede dem i energibesparende løsninger. Allerede nu byder han ind med følgende energiråd:
– I opvarmede produktionslokaler, lagerlokaler eller andre højloftede lokaler stiger den opvarmede luft mod taget med et stort varmetab til følge. Eliturbo varmesparer cirkulerer luften, så den varme luft under taget blandes med luften i arbejdsområdet, hvorved varmeøkonomien optimeres, mens også trækgener minimeres.
Virksomheden RECI, som også kommer på årets messe, mener ligeledes at kunne hjælpe virksomhedens kunder med at gøre underværker for energiregningen gennem grønnere produkter. Blandt andet udtaler Annette Rosenkrantz, som er marketingkoordinator hos RECI:
– Med RECI’s energipakke til varmtvandsbeholdere kan du spare på energien, så man kan gå fra strafpoint til bonuspoint på energiregningen i ejendommen.
Ny differenstrykregulator med skala
Ventilvirksomheden Frese, som har været med på vvs-messen flere gange, glæder sig til igen at være med som udstiller.
Ifølge virksomhedens overordnede salgschef, Niels Løhde, er det især det personlige møde med kunderne, som er grunden til, at virksomheden prioriterer at være en del af messen. Niels Løhde glæder sig derfor til, at dørene til vvs-messen åbner.
– Onsdag morgen står vi klar alle sammen, og der venter vi bare på kunderne. Den stemning, der er der, er helt unik.
Besøgende på messen vil kunne udforske alle Freskes produkter, samtidig med at tidens energibesparende trend også er at spore i de nye produkter, som virksomheden vælger at tage med på udstilling.
– I år har vi en hel masse nye produkter, der er energibesparende. Vi har selvfølgelig en hel del af vores tidligere produkter med, og de er jo startskuddet til at komme i gang med de nye produkter, siger Niels Løhde og fortsætter:
– Vi kommer bl.a. med en ny differenstrykregulator med skala, som vi forventer os rigtig meget af, og den præsenterer vi faktisk på messen, afslutter han.
Præsentation af nye varmepumper
Et andet af tidens hotte emner, som de besøgende kan se nærmere på under messedagene, er varmepumper. Selvom varmepumper ikke er en ny opfindelse inden for energibesparelse, er det alligevel en teknologi, der sker meget inden for i vvs-branchen. Det mærker især virksomheden Panasonic, der har den populære varmekilde i sit produktsortiment. Og netop nyheder på varmepumpe-fronten er også noget af det, som Panasonic står klar til at vise og fortælle de besøgende om på vvs-messen. Blandt andet Panasonics luft-til-vand-varmepumper, der nu kommer i en version 2.0.
– Af den kommende vvs-messe forventer vi, at vi kan få lov til at præsentere alle vores produktnyheder inden for luft-vand. Vi kommer med en helt ny generation af varmepumper, som har et nyt design til indedelen, som står i et bryggers eller et køkken eller i en kælder, og så har vi en ny udedel, som har fået et nyt design og en farve, udtaler Henriette Brune, der er landechef i Panasonic Danmark.
Panasonic har været med på vvs-messen før, og igen i år glæder virksomheden sig til at tage imod gæster i Panasonics udstillingsstand.
Panasonic leverer både varmepumper til industrien og til private forbrugere, og deltagelsen på messen vil virksomheden mest af alt bruge på at komme i dialog med kunder og samarbejdspartnere.
- Det giver vvs-messen os en mulighed for. Det er et utrolig godt sted at mødes, og stemningen er helt fantastisk, udtaler Henriette Brune, der er landechef i Panasonic Danmark.
-tmk