Kun få kommuner prioriterer solceller på kommunale bygninger
Selv om regeringen fjernede stopklodsen for etablering af solceller på kommunale bygninger, har kun hver fjerde kommune sat penge af til solceller på plejehjem, haller og institutioner
Af Dan Bjerring
Kommunerne har tidligere hævdet, at når de ikke etablerede solceller på flere kommunale bygninger, skyldtes det bureaukrati og uklare regler.
Men den undskyldning er ifølge TEKNIQ væk, efter at regeringen i august fjernede kravet om selskabsudskillelse.
Det ryddede umiddelbart den største stopklods af vejen, men alligevel er det kun 26 ud af landets 98 kommuner, der har i deres budgetter for det kommende år investerer i solceller på kommunale bygninger.
Uudnyttet potentiale
Nicolai Siegumfeldt, der er underdirektør i TEKNIQ peger på, at solceller på tage rummer et stort uudnyttet potentiale:
- Det giver mening at producere grøn strøm dér, hvor den bruges, og på bygninger som allerede fungerer i hverdagen. Det er også en måde at undgå de såkaldte jernmarker, siger han.
Der er markante regionale forskelle på, hvem der har grebet muligheden for at prioritere solceller på kommunale bygninger.
I Region Syddanmark gælder det kun én ud af regionens 22 kommuner, mens det i Region Hovedstaden er hele 15 ud af 29 kommuner, der har solceller på næste års budget.
Mulighed for at mindske driftsudgifter
I TEKNIQ var håbet, at langt flere kommuner ville have taget fat i solcellerne, når regelgrundlaget blev gjort mere enkelt:
- Nu må vi håbe, at flere kommuner prioriterer solceller i de kommende år. For det er en oplagt mulighed, der både styrker den lokale grønne strøm og mindsker driften på sigt, siger Nicolai Siegumfeldt.