
Minister afviser kritik af fjernelse af VE-godkendelse
Ifølge ministeren har virksomhederne tilstrækkelig erfaring med at installere VE-teknologierne. Derfor er der ikke en kompetencemæssig gevinst ved at opretholde VE-godkendelsesordningen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
VVS-virksomheden ”Varmepumpeeksperten” har i en henvendelse til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg stærkt kritiseret bortfaldet af godkendelsesordningen for virksomheder, der monterer små, vedvarende energianlæg.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) har kommenteret henvendelsen og oplyser, at baggrunden for at nedlægge VE-godkendelsesordningen er, at udviklingen i markedet og i uddannelsessystemet har betydet, at der ikke længere vurderes behov for ordningen.
Ingen kompetencegevinst
Ifølge miniosteren er det vurderingen, at virksomhederne har oparbejdet en betydelig erfaring med at installere VE-teknologierne, så der ikke længere er en kompetencemæssig gevinst ved at opretholde VE-godkendelsesordningen:
- Derudover vurderes nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen at medføre en økonomisk lettelse for dansk erhvervsliv og en administrativ besparelse i staten, oplyser Lars Aagaard.
Besparelsen for erhvervslivet består blandt andet i, at virksomheder fremover ikke skal bruge ressourcer på at efterleve krav til opretholdelse af VE-godkendelse.
Politisk beslutning
Ministeren indrømmer, at nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen ”er en politisk beslutning”.
VE-godkendelsesordningen er en frivillig godkendelsesordning for montører og installatører af små VE-anlæg – eksempelvis varmepumper, solceller, solvarme, biomassekedler og -ovne, som blev etableret i 2013 for at efterleve et EU-krav om at stille en kvalifikationsordning til rådighed.
Formålet med ordningen er at højne kvaliteten af installationer af små VE-anlæg, og ide statslige puljebekendtgørelser blev der i 2020 indført et krav om at anvende en VE-godkendt virksomhed i forbindelse med støttetilsagn til en varmepumpe.
Ingen grund til bekymring for kvaliteten
Men Energistyrelsen vurderer ikke længere, at nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen giver anledning til bekymring for kvaliteten af VE-installationer fremadrettet.
Det skyldes blandt andet, at antallet af VE-godkendte virksomheder er stagneret omkring 1.300 virksomheder siden 2022:
- Det kan være udtryk for, at de virksomheder, for hvem VE-godkendelse og efteruddannelse er relevant, allerede er registreret.
- Desuden har aktiviteten på de VE-kurser, som er en for udsætning for optagelse i VE-godkendelsesordningen, været nedadgående i en årrække, konstaterer Lars Aagaard
Ikke længere nødvendig
Dertil kommer, at nyuddannede montører og installatører kan opnå de nødvendige energitekniske kompetencer via grunduddannelserne til elektriker, vvs-energi og køletekniker.
Energistyrelsen vurderer således, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde VE-godkendelsesordningen:
- Det er vigtigt at fremhæve, at de VE-godkendte virksomheder efter bekendtgørelsesændringen vil kunne installere varmepumper på præcis samme vis, som de kunne før bekendtgørelsesændringen.
- Det er således ikke korrekt, når der i henvendelsen fra Varmepumpeeksperten ApS står, at virksomhederne på grund af nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen ikke vil kunne indgå aftaler med forbrugerne, eller at virksomhederne forvises til en position som under leverandører for de autoriserede el- og vvs-installatører, oplyser ministeren.
Dele kræver autorisation
Visse dele af processen kræver dog el- og vvs-autorisation, når der skal installeres et VE-anlæg, men det er de samme regler, som gælder i dag og også er gældende efter nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen:
Med nedlæggelsen af VE-godkendelsesordningen er der lagt op til en fastfrysning af listen over VE-godkendte virksomheder på Energistyrelsens hjemmeside fra 1. juli 2025.
Energistyrelsen har oplyst, at virksomhederne på listen kan benyttes til og med 2027 i forbindelse med støttetilsagn fra de statslige tilskudspuljer, der er givet før 1. juli 2025.
Efter udgangen af 2027 fjernes listen.
De virksomheder, der fremgår af listen 1. juli 2025, kan dog fortsætte med at markedsføre sig som VE-godkendte ind til udgangen af 2027.