3XN skal designe for Dreamworks i Shanghai

3XN skal designe for Dreamworks i Shanghai

3XN skal designe et nyt IMAX-teater samt detailhandel og kreative kontorer, der bliver et ikonisk bidrag til DreamCenter – et forlystelsesområde til ca. 13 mia. kr.

Sammen med deres kinesiske partnere har det succesfulde animationsfilmselskab DreamWorks Animation, der blev grundlagt af Steven Spielberg, Jeffrey Katzenberg og David Geffen, løftet sløret for planerne om et nyt kultur- og mediecenter i Shanghai.

- Dette vil blive verdens tredje store urbane centrum for underholdning og kunst sammen New Yorks Broadway og Londons West End, fortæller CEO Jeffrey Katzenberg, DreamWorks Animation.

- Men i modsætning til disse andre store destinationer, der er berømte for, hvad der foregår inde i bygningerne, vil bygningerne i DreamCenter i sig selv være en del af attraktionen. Internationalt anerkendte arkitekter udvikler designs, der yderligere vil forbedre Shanghais skyline og gøre DreamCenter til et spændende knudepunkt for lokale beboere og en magnet for international turisme, tilføjer han.

Et vartegn og magnet for hele området
I programmet for IMAX-teateret, detailhandel og de kreative kontorer fremhæves betydningen af​ rød løber-begivenheder. Herunder skal der skabes en Shanghai-version af den spanske trappe, der vil blive benyttet til filmpremierer, festivaler og kulturelle begivenheder. De kreative kontorer skal tiltrække de mest innovative og kreative virksomheder inden for kunstverdenen og mediebranchen og dermed bidrage til den fantastiske energi og summen, der vil gennemsyre hele området for DreamCenter.

- Vi havde overvejet det danske firma 3XN som arkitekterne, der skulle designe en ikonisk del af DreamCenter lige siden, vi mødte dem for lidt over et år siden. Vi var imponerede over deres design af kulturelle bygninger, som indeholdte både social interaktion og innovativ arkitektur. 3XN har vist sig at være det helt rigtige valg i forhold til vores vision. De har leveret et spændende design for IMAX-teateret, detailhandel og kreative kontorer, der vil stå som et fantastisk vartegn for DreamCenter og hele Shanghai, udtaler bestyrelsesformand og grundlægger Dr. Allan Zeman, LKF Group, Hongkong.

- Vi er utrolig stolte over at være en del af udviklingen af DreamCenter og at arbejde sammen med Dreamworks Animation, CMC Capital Partners og Lan Kwai Fong Group. Det er altid spændende at være med i et kulturprojekt, specielt i et tilfælde som dette, hvor det nye IMAX-teater skal afspejle DreamWorks Animations organisation og værdier. Det bliver stedet for filmfestivaler, filmpræmierer og hyldest til Shanghais filmkultur. Designet er skabt, så bygningerne fortæller både, hvad der foregår inden i og omkring, og dermed bliver det nye IMAX en magnet og tiltrækningskraft for hele området, siger kreativ direktør Kim Herforth Nielsen, 3XN.

Projektet er ledet af Dreamworks Animation, CMC Capital Partners og Lan Kwai Fong Group.

- kj

25/3 2014