Byggefirma styrker ledelsen

HP Byg har gennemgået en positiv udvikling med massiv vækst de seneste år og styrker nu ledelsen. Det sker blandt andet med oprettelsen af en ny stilling som entreprisedirektør

HP Byg, der omsætter for knap 300 millioner kroner årligt, tager nu næste vækstskridt og styrker sin ledelse med en ledergruppe på fem mand. Samtidig oprettes en ny stilling som entreprisedirektør, der besættes internt af afdelingschef Torben Hansen. 

- Byggeri i Danmark bliver stadig mere kompliceret. Nye energikrav, reglementer og materialer udvikles konstant og har konsekvenser for alt fra tilbud til udførelse. Vi mener, at fremtidens vindere i branchen bliver dem, der har bedst styr på alle faserne i en byggeproces. Det kan lyde simpelt, men hvis ikke alle praktiske forhold er tænkt ind, når der udarbejdes et tilbud, og omvendt hvis ikke alle kalkulationer er kendt af dem, der skal udføre arbejdet, så går det galt, forklarer adm. direktør Henrik Petersen fra HP Byg.

Forventer yderligere vækst i år
Direktionen kommer således fremadrettet til at bestå af adm. direktør Henrik Petersen, økonomidirektør Carsten E. Sørensen samt entreprisedirektør Torben Hansen, mens ledergruppen yderligere består af produktionschef tømrer Dan Jensen og produktionschef murer/beton Martin Nedergaard.

HP Byg udfører i stigende grad totalentrepriser på byggeopgaver i det nord- og midtjyske og forventer yderligere vækst i 2014. Det er en af grundene til, at virksomheden nu udvider direktionen med en ny stilling som entreprisedirektør. Den besættes af tidligere afdelingschef Torben Hansen:

HP Byg er i øjeblikket ved at bygge nyt domicil i Aalborg og flytter således sit hovedkontor fra Harken ved Hjørring til Aalborg. Det sker med virkning fra efteråret 2014. Torben Hansen er indtrådt i direktionen i HP Byg med virkning fra 1. marts 2014.

- jhn

4/3 2014