Ny medicin mod flisepest
Borup Kemi lancerer to nyheder, der kan fjerne og forebygge angreb af de meget hårdføre grå pletter på fliserne
Det er grå pletter. Og de sætter masser af grå hår i hovedet på de danske husejere. Fænomenet kaldes flisepest og er en speciel luftbåren lavsvamp, der sætter sig som store grå pletter på de udendørs fliser og er næsten umulig at fjerne igen.
Men nu er der håb forude for alle, der drømmer om pæne flisebelægninger omkring huset. Borup Kemi har nemlig udviklet et nyt rensemiddel, som kan fjerne de eksisterende pletter - og et nyt imprægneringsmiddel, der kan forebygge angreb på såvel nye fliser som ældre afrensede fliser.
Flisepest er et relativt nyt fænomen. Den luftbårne lavsvamp, der er en mellemting mellem svampe og alger, har længe haft svære livsbetingelser i Danmark, fordi organismen ikke kan tåle svovl. Men i takt med at svovludledningen fra især kraftværkerne og landbruget i de senere år er blevet stærkt reduceret, har flisepesten fået nye og bedre vækstbetingelser. Så på sin vis er flisepest et sundhedstegn.
Kan skrubbes væk
Det nye rensemiddel fra Borup Kemi hedder Borup Flise Rens. Det er en koncentreret fliserenser, der skal fortyndes med vand og påføres den angrebne fliseoverflade. Herefter skal det virke i 20-30 minutter. Behandlingen vil opløse og blødgøre pletterne af flisepest i en sådan grad, at de bagefter kan skrubbes væk med en stiv kost og masser af rent vand.
Efterfølgende kan man bruge imprægneringsmidlet Borup Imprægnering til sten og fliser, der er en vandbaseret imprægneringsvæske, der skal påføres ufortyndet på nye eller ældre afrensede fliser. Imprægneringen giver en ny forseglet overflade, der effektivt beskytter mod vandindtrængning og forebygger fremtidige angreb af flisepest.
-los