Den fornuftige ellert
Prisen er stort set det samme, indmad og størrelse lige så. Alligevel har Nissan Townstar en appel, som de nærmeste konkurrenter ikke har. Og så kan man tiltuske sig 80 ekstra kilometer, hvis man bare vælger at se fuldstændig bort fra al komfort
Del artiklen påAf Jørli Petersen
Townstar, Kangoo eller Citan. Der er surdej fra samme gang omrøring, uanset hvordan man vender og drejer bilerne. Men så er der alligevel lidt forskel.
Nissan Townstar tillader vi os at kalde for nummer to. Hvis Kangoo er oberst i flåden af varebiler, er Townstar major, mens Citan er løjtnant. Den laveste rang er ikke kun et minus, det antyder også noget om alder, for Citan kommer/kom sidst i rækkefølgen.
Derfor kan alderen have givet nogle designmæssige fordele. Og ja, Mercedes har gjort mere ud af sin egen lille varebil, mens Townstar fra Nissan ligner Kangoo til forveksling. Forskellen er alene et andet logo og en lidt anderledes gang plast på næsen.
Kangoo fås i en variant, som Renault indtil videre er ene om, og selv om der er nære familiebånd med Nissan, holder Renault indtil videre sin løsning med den manglende B-stolpe for sig selv. Hos Nissan meldes det i hvert fald, at man ikke kan levere Nissan Townstar uden B-stolpe.
Skåret helt ind til benet
Teknisk er der ingen forskel, bortset fra det praktiske og valget af bil med eller uden stolpe. Bilerne fås uanset mærke i to længder. Elmotor, batteripakke og rækkevidde er den samme, men hos Townstar gjorde vi et større nummer ud af at køre bilen med mindst mulig komfort.
Vi droppede pænt sagt alt det med stuetemperatur, sædevarme og al anden form for ekstravagant strømforbrug mest muligt, og det gav bonus.
Hvis man er meget nøjeregnende og nærmest fanatisk med hvert eneste klik, der forbruger energi, kan man med almindelig kørsel uden kilometer på motorvej forøge bilens rækkevidde med noget, der ligner 80 kilometer, og det er da værd at tage med i beregningen, når der skal køres el-bil.
Om det så er behageligt og i takt med tiden og nogenlunde tidssvarende med det arbejdsmiljø, man bør forvente i 2023, er en helt anden sag, for det er en ret kølig omgang, der ofte kræver, at man lemper på sideruderne frem for at starte en blæser.
Townstar fås ikke uden B-stolpe, men dele af kabinens indretning er den samme. Bl.a. den noget hårde midterkonsol med opbevaring og armlæn.
Samme startpris – bedre garanti
Hvorfor så vælge Nissan frem for en Renault eller Mercedes? Når det gælder Mercedes, er der en faktor, som man ikke kan se helt bort fra. Det giver, uanset hvor ens de tre biler er, et lille ekstra plus i karakterbogen hos de mennesker, som måske ikke ved så meget om bilen, men ellers drejer det sig om noget praktisk, og så handler det om pris.
Den vejledende listepris på de tre biler er meget identisk. Ingen af de tre vil give nogen en lille fordel at se mest attraktiv ud målt på pris, men købere af varebiler ved også, at den officielle pris slet ikke er det samme som den pris, der skal betales, ligesom leasingprisen kan være vidt forskellig på tre ellers teknisk ens biler.
Derfor har Nissan selvfølgelig sin plads i det store billede. Townstar er et tilbud bredt set, men det er også en bil, der kan sælges til de lokale virksomheder, der ligger i byer med en Nissan forhandler. Samme forhandler kan jo risikere at være formand for den lokale badmintonklub, eller måske sponsor for de lokale serie-1 hold i bold, og alt tæller, når der skal sælges biler.
Men først og fremmest handler det om pris og ikke mindst om garanti, og her er det værd at lægge mærke til Nissans 5-års garanti, som stikker ud fra det, de to andre mærker lokker med.Testbilen har skydedør i begge sider. Den ekstra koster beskedne 3000 kr., og den ekstra facilitet er pengene værd, hvis man har plads i varerummet til endnu en adgang.
Nissan Townstar N-Connecta
Pris: Fra 266.990 kr. excl moms
Pris for testbil: 279.900 kr. excl moms
1 – aut
102 HK
245 Nm
0-100 km/t: 12,0 sek
Tophastighed: 135 km/t
Batteripakke: 45 kWh
Spænding: 400 V
Rækkevidde: 300 km
Kørevægt: 1932 kg
Totalvægt: 2370 kg
Trailer: 750/1500 kg
CO-2: 0 g/km
Læs mere om Biler til byggebranchen