Ny Hilux på el kommer snart – men den helt store nyhed lander først i 2028
Det allermest spændende ved Toyota Hilux' nyeste, elektriske model er hverken bilens design, køreegenskaber eller rækkevidde. Det er i stedet, at japanerne har løfter sløret for, hvornår den kommer i en brint-udgave
Af Jørli Petersen
Toyota følger den omstilling til grønt, der præger især den nordlige del af Europa, og en af de mere uventede nyheder i 2025 var ikke en ny model Hilux, men mere en fuldt elektrisk variant af slagsen.
En model, der fik debut på biludstillingen i Bangkok i november, og siden var første eksemplar af den kommende model Hilux på lynvisit i Danmark i december.
Bilen er kun en prototype. Bortset fra trinbrædderne er det en Hilux Electric i billigste trim, mens den nye praktiske detalje – et trin indbygget i bagerste kofangers ombuk – er standard, uanset om bilen er elektrisk eller en mere almindelig udgave af Hilux.
Før Toyota har givet sig i kast med en elektrisk Hilux, har man tilsyneladende været vidt omkring for at spørge typiske brugere, og her har man fået klarlagt alle former for behov og praktisk brug af bilen.
Med det udgangspunkt har Toyota fundet ud af, at den elektriske Hilux kan være interessant for halv- eller helt offentlige købere.
Toyota nævner blandt andet lufthavne og kommuner som primære brugere af den elektriske Hilux, mens vi må drage den slutning, at den gennemsnitlige håndværker ikke vil være køber til Hilux Electric ene og alene pga. de data, der følger i kølvandet på en fuldt elektrisk ladbil. Terrændygtig eller ej.
Ikke afgørende forskel på hvid og gul
Vi slår ned på bilens åbenbare områder, hvor den elektriske udgave er anderledes. Først kan vi konstatere et ændret baghjulsophæng. Den stive bagaksel er udskiftet med en Dion-aksel.
Der er fortsat lidt bladfjedre på den elektriske Hilux, men ikke i samme omfang. Et ændret hjulophæng er ikke ualmindeligt på elbiler, og det skyldes bilens øgede vægt. Vi gætter på en batteripakke på 400 kg til Hilux Electric.
Nyttelasten er en kendt størrelse med 715 kg. Vi har også en totalvægt på 3165 kg, og så har Toyota sat pælen ned ved en trailervægt på 1600 kg, der er langt under det, håndværkeren forlanger af sin pick-up, som helst skal kunne trække 3500 kg og 3000 kg som et absolut minimum.
Rækkevidden på Hilux Electric er sat til 240 km efter WLTP-normen.
I den danske vinter er det mærkbart mindre, men det hænger sammen med det forbrug, vi ser hos oplagte købere, mener Toyota, hvor man i Danmark er gået et skridt videre og har fundet et gennemsnitligt forbrug på en dansk Hilux diesel, der siger et forbrug svarende til 86 km om dagen.
Hvor mange af disse kilometer der er udført med trailer, vides ikke, det er udelukkende tal fra synshallerne, der er bearbejdet hos Toyota, men indtil videre hænger det sammen for de grupper, Toyota har udset som primære købere.
Og så er det interessant, at den elektriske Hilux udelukkende kommer som dobbelt cab, hvorfor det skal blive interessant at se, hvor mange der vælger enten gule eller hvide nummerplader, hvor de hvide pludselig er blevet en mulighed, uden at købsprisen stiger med raketfart.
Fremtiden er brint
Akselafstanden på Hilux Electric er 309 cm. Det er helt almindeligt for Hilux. Bilen er således en pick-up, der er bygget til dieselmotorer, og derfra har Toyota bygget en batteripakke ind i selve chassisrammen.
Den skulle være 100 % vandtæt, forsikrer Toyota, som giver den kendte garanti på 11 år minus en enkelt dag – så mon ikke der er brugt godt med tætningsmasse i batterikassen. Bilens vadedybde er 70 cm, som betyder, at hele batteripakken kan komme godt og grundigt under vand.
Ny model Hilux har naturligvis også fået en række andre forbedringer og ændringer.
Det nye design har vi tidligere kunnet vise, men nu er der også en endelig tidsplan for dansk lancering og modelprogram, og foruden den fuldt elektriske kommer der yderligere to udgaver af Hilux; en diesel-mild-hybrid og en klassisk diesel. Sidstnævnte kommer dog ikke på det danske modelprogram.
Vi har gemt det bedste til sidst, for i 2028 kommer Hilux som brintbil, og når den bil er på modelprogrammet, er det kun et spørgsmål om adgang til en tankstation med brint. De næste år vil det vrimle med nye, tunge køretøjer på brint, så problemet ser ud til at være løst inden 2028.
Toyota Hilux Electric er klar til salg i foråret 2026. Hvis du er til diesel, må du dog pænt vente til efteråret.