Stramme afgifter snyder danskerne for Triton
Mitsubishis nye Triton kommer ikke på markedet i Danmark, og det er en skam, for modellen, der også kaldes L200, har flere ting kørende for sig
Af Jørli Petersen
Navnet på den nye Mitsubishi er Triton, men den kaldes også L200. Det er det navn, Mitsubishi har benyttet i snart mange år. I skrivende stund kommer L200 ikke til Danmark, og selv om den nye model er klar til salg i 2024 og skal sælges i 100 lande, er der intet, der tyder på, at Danmark er et af dem.
Det kan synes ærgerligt, at Danmark ikke er et interessant marked for den klassiske pick-up, for det danske skatte- og afgiftssystem står i vejen for enhver form for salg, der rækker bare to millimeter ud over det strengt nødvendige.
Alligevel er det interessant at se, hvad det er Mitsubishi har haft gemt i ærmet, især fordi Mitsubishi og Nissan nu er en del af samme koncern, og selvfølgelig er det nærliggende, at man benytter samme udvikling, selv om Nissan og Mitsubishi er konkurrenter på langt de fleste markeder.
Men tilbage til det danske marked. Her er Nissan heller ikke blandt de mærker, der sælger pick-up. Mercedes har også trukket sig, så der er kun fire modeller tilbage til de få danske købere, Hilux, Ranger, Amarok og D-Max.
Mitsubishi L200 har fået en helt ny ramme. De første billeder med tilhørende kommentarer mener også at vide, at man kan se lighedspunkter med Nissans pick-up, men det er en kendsgerning, at ny L200 er blevet større på alle leder og kanter. Det eneste sted, der er tale om noget mindre, handler om læssehøjde på ladet, og det er altid velkomment. Fra og med 2024 skal man kun løfte 82 cm, for at få en sæk kartofler op på ladet.
Længden på ny L200 er 532 cm. Akselafstanden på 313 cm gør det ikke lettere at parkere på en klassisk dansk parkeringsplads. Den lille vendediameter har aldrig været en paradedisciplin for L200, men den nye akselafstand gør det ikke lettere, medmindre man har fundet mere plads under bilens forskærme og samtidig tilladt bilen et større udslag på de styrende hjul.
Motormæssigt holder Mitsubishi sig på de kendte 2,4 liter. Det er naturligvis diesel, og den kommer i tre udgaver med henholdsvis 148, 181 og 204 HK med 470 Nm for den skrappeste udgave af 2,4-motoren. Vi holder øje med Mitsubishi L200s muligheder på det europæiske marked i 2024.