Volkswagen har ikke løst den gordiske knude En varebil blev til to, da Volkswagen og Ford gik sammen om at bygge en fælles model. Vi kan så tilføje, at Volkswagen tabte dysten om at se lidt godt ud.

Volkswagen har ikke løst den gordiske knude

Uanset hvor meget der bliver innoveret, og ligegyldigt hvor meget producenterne lover, vender vi altid tilbage til samme problemstilling: En varebil med el-motor kan ganske enkelt ikke hamle op med en benzin- ellers diesel-ditto

Af Jørli Petersen

Transporter er desværre ikke længere et rent Volkswagen-produkt. Transporter er i dag tvilling til Transit. De to biler er dog tveæggede tvillinger, for vi kan hurtigt konstatere, at Transporter har tabt i kampen om det bedste design.

Transit har mere venlige linjer. Til gengæld er Volkswagen vinderen, når det gælder netværk og anseelse på markedet.

En Volkswagen Transporter er en institution. Transit er en folkelig varebil forstået på den måde, at den er solgt i stort tal. Men samlet set har Volkswagen mest at tabe, hvis de to biler skulle vise sig at kikse på markedet.

Det er der dog ikke noget, der tyder på. Første indtryk af Transporter var helt som ventet. Efter test af e-Transporter er vi fortsat ikke det mindste i tvivl; vores favorit i den omsiggribende Transporter-familie er den klassiske med dieselmotor og automatgear.

Med denne version er man sikker på at komme frem til tiden. Vi har dog, som det hele tiden har været gældende for fuldt elektriske varebiler, en vis skepsis, når bilen kører på el.

Før man anskaffer sig en elektrisk varebil, skal man enten være tvunget af meget vigtige kunder, eller også skal man sikre sig, at bilen lever op til det daglige behov.

Kan Transporter så klare en hel arbejdsdag? Det gustne svar er: Måske. Det er ikke alle virksomheder, der kan klare en hel arbejdsdag uden opladning. Lad fingeren glide gennem bilens vigtigste data, og du vil se, at WLTP-rækkevidden oplyses til 280 km. 

Det svinger naturligvis fra model til model, men det er niveauet sådan cirka, og som altid går det bedre, hvis man holder sig inden for bygrænsen, og solen skinner fra en blå himmel en herlig junidag.

Hvis man har et ærinde inden for en afstand på godt 90 kilometer, kan man akkurat klare den ud og hjem på en dansk vinterdag, og så skal man ikke sjuske for meget med det indbyggede varmesystem i bilen. 

Så vi har alle de klassiske problemer omkring elbiler presset ned i en ægte arbejdshest, og holder det så til hverdagen? Det er det svar, hver enkelt køber skal analysere og afgøre med sig selv. Og så kommer alt det med prisen oveni.

Lange og trange møder
Fra 310.000 kr. hedder det, hvis man vælger den billigste model, og i modsætning til så mange andre elbiler er der ikke det store batteriprogram at vælge imellem. Der er faktisk kun et enkelt. Officielt hedder det 68 kWh, og af denne pakke energi kan man forvente at bruge 63,8 kWh, før der skal lades.

Transporter er klassisk Volkswagen med den el-teknik, vi kender fra personbilerne. Det er et 400 V-system, som er det mest almindelige, og testbilen er topudgaven med 286 HK. Forbrug og rækkevidde er ikke afgørende forskellig fra den mindste model, så hvorfor ikke vælge topmodellen.

Uanset modellen er den kedelige realisation, at Volkswagen og Ford må have holdt lange, trange møder for at blive enige om den løsning, man skulle vælge til den elektriske varebil, og spørgsmålet var iskoldt. Skal vi se bort fra bilens lasteevne?

For meget lasteevne går ud over rækkevidden, og Volkswagen har fortalt os, hvad de har valgt. Noget, der ligner en mellemting. Med en kørevægt i den tunge ende på 2300 kg har vi allerede sat en grænse for alt det, man må proppe i varekassen.

Den tungeste Transporter hedder 3225 kg, så der er begrænsninger, selv om man har gjort sit for at trylle lidt med totalvægten.

Vi holder os ikke helt til de klassiske 3000 kg, men der er også grænser for traileren – nok mere naturlige grænser, for man kan godt pakke en god trailer med 2300 disponible kilo, men så går det igen voldsomt ud over rækkevidden.

Elbiler og alt det med trailer er ikke en god kombination.

Kabinen undervælder
Vi har kort været inde på prisen for en Transporter. Det er som altid vejledende, når der er gule plader på en bil, og selvfølgelig er Transporter i direkte konkurrence med Transit. Her ved vi, at det koster nøjagtigt det samme at bygge de to biler. 

Det er pludselig kun et spørgsmål om ekstraudstyr. Hvor meget er der i, og hvad skal det koste? Men hvis man ser på andre mærker, er det også en trist kendsgerning, at Transporter er noget dyrere end den mest iøjnefaldende el-varebil i samme kategori.

Hvordan kører den elektriske Transporter så? Som altid med elbiler er det tydeligt, at der ligger en betydelig vægt gemt midt under bilen. 

Den højere egenvægt hænger sammen med batterierne, og det giver lidt ekstra kørekomfort med tom vogn – igen helt som forventet – og herfra er det klassisk varebil. Ikke det vilde, ikke noget særligt at bemærke og vigtigst ikke noget at brokke sig over.

Skal vi alligevel beklage os, og det skal vi naturligvis, så handler det om det, vi finder i kabinen. Vi havde rent faktisk forventet noget mere. Ford har altid været kendt for at lave ganske gode kabiner, og vi havde håbet, at samarbejdet med Volkswagen havde smittet af, men nej.

Volkswagen er åbenbart ikke modtagelig for gode råd og ekstra gode løsninger fra samarbejdspartnere, og på den måde blev begge biler til noget under det, vi kunne have forventet.

Derfor er det korte råd meget lig det, vi har givet tidligere, når det handler om el-varebiler. Analyser virksomhedens behov, vær helt sikker på, at det, du køber, også holder, til arbejdsdagen er slut, og personalet er tilbage.

Læg også mærke til to interessante tal, for testbilen er det, vi må beskrive som en utraditionel varebil, den er forsynet med papegøjeplader, og det koster. Den almindelige halvårlige afgift til staten for en elektrisk Transporter er 560 kr. 

Hvis du vælger papegøjepladerne, er prisen steget til 5060 kr. Ikke helt 10000 kr. mere om året, men alligevel en sjat.

Volkswagen e-Transporter Lang

Pris: fra 309.995 kr. ekskl. moms
Pris for testbil: 359.649 kr. ekskl. moms
1-aut.
286 HK
415 Nm
0-100 km/t: 7,4 sek.
Tophastighed: 150 km/t
Batteripakke: 63,8/68 kWh
Spænding: 400 V
Rækkevidde: 280 km (WLTP)
Kørevægt: 2306 kg
Totalvægt: 3225 kg
Trailer: 750/2300 kg
CO2: 0 g/km 

31/3 2026
  • Både til gården og til gaden

    Både til gården og til gaden

    biler-til-byggebranchen ›Udstyr er der nok af og også fint med trailervægt på Maxus eTerron 9. Men bilens egenvægt gør, at accelerationen halter, og hvis man smækker den helt store trailer på, går det hurtigt ud over rækkevidden
  • Størrelsen har betydning

    Størrelsen har betydning

    biler-til-byggebranchen ›Ny udgave af ID.Buzz er 25 centimeter længere end standardmodellen, og der er skydedør i begge sider og øget trailervægt. Prisen får også et nøk opad
  • Renault Trafic får maksimum stemmer og er Van of the Year 2027

    Renault Trafic får maksimum stemmer og er Van of the Year 2027

    biler-til-byggebranchen ›End ikke BygTeks bilskribent havde drømt om, at Renault Trafic ville gøre rent bord ved kåringen som Van of the Year 2027. Bilen ventes at komme til Danmark til næste år
  • Her er de nominerede til Van of the Year 2027

    Her er de nominerede til Van of the Year 2027

    biler-til-byggebranchen ›Koreanske Hyundai kan gentage Kias svendestykke fra sidste år og vinde Van of the Year, men vi må se mod Frankrig for at finde årets favorit
  • Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

    Skatteministeren vil ikke rokke ved CVR-bøder

    biler-til-byggebranchen ›Kravet om virksomhedsoplysninger på visse vare- og lastbiler er et led i bekæmpelsen af sort arbejde
  • For 800.000 kroner luksusvarebil

    For 800.000 kroner luksusvarebil

    biler-til-byggebranchen ›Man får lov at betale for den nye Mercedes Vito, men det er ikke svært at se hvorfor. Mercedes Vito VLE er spækket med eksklusivt udstyr, stor rækkevidde og intelligent design
  • Fængselsstraf og udvisning for udspekuleret tyveri fra lastbiler

    Fængselsstraf og udvisning for udspekuleret tyveri fra lastbiler

    biler-til-byggebranchen ›Retten i Nykøbing F. afsagde torsdag dom i en sag, hvor en 31-årig mand fra Hviderusland var tiltalt for medvirken til tyveri og forsøg på tyveri for i alt omkring otte millioner kroner.
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”