14 offentlige bygherrer vil reducere brugen af nye råstoffer
14 af landets største offentlige bygherrer har underskrevet en fælles erklæring om at reducere brugen af nyopgravede råstoffer i deres anlægsprojekter
14 af landets største offentlige bygherrer – herunder kommuner, regioner, forsyningsselskaber og statslige bygherrer – underskrevet en fælles hensigtserklæring om at reducere brugen af nyopgravede råstoffer i deres anlægsprojekter.
Danmark er ved at løbe tør for sand, grus og sten – afgørende materialer i alle anlægsprojekter.
Indvinding og transport af disse råstoffer bidrager desuden til betydelige CO2-udledninger og øgede økonomiske omkostninger for samfundet, hedder det i erklæringen.
Nu forpligter 14 af landets største offentlige bygherrer sig til at mindske forbruget af nyopgravede råstoffer. Dette skal ske i samarbejde med private leverandører for at fremme genanvendelse og brug af sekundære materialer.
Hensigtserklæringen markerer en milepæl i partnerskabet "Sammen om mindre råstofforbrug" - et projekt hos Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI), der samler offentlige bygherrer om at finde nye og mere bæredygtige løsninger.
Fra hensigt til handling
Med den fælles hensigtserklæring forpligter bygherrerne sig til konkrete tiltag, herunder:
-Reduktion af de råstofmængder, der transporteres til og fra anlægspladser.
-Mindre brug af nyopgravede råstoffer gennem øget anvendelse af sekundære materialer i egne anlægsprojekter.
-Anvendelse af overskydende materialer fra egne projekter i andre offentlige projekter for at mindske spild.
-Transport af råstoffer over kortest mulige afstande for at reducere CO2-udledningen.
For at nå disse mål vil bygherrerne etablere effektive styrringsmetoder og undersøge designoptimeringer, ændringer i standarder og praksis, samt hvor der kan stilles andre krav i udbud end der gøres i dag.
Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, Region Sjælland:
- I Region Sjælland arbejder vi aktivt med at sikre en balanceret råstofforvaltning. Når vi reducerer brugen af nyopgravede råstoffer og fremmer genanvendelse, mindsker vi både miljøbelastningen og afhængigheden af knappe ressourcer.
Denne fælles indsats viser, at vi som offentlige bygherrer kan gå forrest og skabe en reel forskel. Den grønne omstilling kræver handling – ikke kun ord."
Silas Nørager, områdechef, Vejdirektoratet:
-Som en stor offentlig bygherre med mange anlægsprojekter vil vi gerne give vores bidrag til at minimere råstofforbruget, både på vores egne projekter til gavn for projektøkonomien, men også i form af vores nøglerolle i vejregelarbejdet, hvor man udarbejder de tekniske standarder for materialer til vejbygning.
De 14 bygherrer, der underskriver hensigtserklæringen:
Frederiksberg Kommune
Holbæk Kommune
Københavns Kommune
Roskilde Kommune
Aarhus Kommune
Region Sjælland
HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab)
KLAR Forsyning
Novafos Forsyning
Aarhus Vand
By & Havn
Metroselskabet
Vejdirektoratet
Energinet
En åben proces for flere offentlige bygherrer
Skaleringsprocessen "Sammen om mindre råstofforbrug" er en åben proces, hvor flere offentlige bygherrer fortsat kan tilslutte sig indsatsen og deltage i samarbejdet.
Ved at dele viden, undersøge behov og kommunikere med markedet kan bygherrer spare penge og øge efterspørgslen efter løsninger, der bruger færre råstoffer.
Med underskrivelsen af hensigtserklæringen er der nu sat en klar retning mod en offentlig anlægsbranche, der reducerer træk på nyopgravede råstoffer og styrker cirkulær håndtering i opgaverne.
Herom siger Ole Bech Lykkebo, programchef i CO-PI:
-Med underskrifterne på hensigtserklæringen runder vi en vigtig milepæl i arbejdet med at reducere forbruget af nyopgravede råstoffer i anlægsbranchen. Opgaven for CO-PI er at skabe skala.
Det er lykkedes, både fordi de 14 bygherrer tilsammen har kæmpebudgetter, og fordi de er så forskellige. Jeg tror ikke, det stopper her. Jeg tror, at endnu flere offentlige bygherrer vil tilslutte sig, hvilket sender et klart, grønt signal til virksomhederne: Nu stiger efterspørgslen efter jeres nye, cirkulære løsninger markant. Omstillingen bliver ikke nem, men uden skala og offentlig-privat samarbejde er den umulig.
-kis