Anden halvleg på AggersundbroenEn større tiltrængt renovering af Aggersundbroen blev sat i gang i foråret. Nu gør Vejdirektatet klar til at genoptage arbejdet .(Foto: Vejdirektoratet)

Anden halvleg på Aggersundbroen

Nu er sommerpausen ved Limfjorden ved at være ovre, og anden halvleg af renoveringen af Aggersundbroen går i gang den 31. august og varer indtil oktober

Vejdirektoratet genoptager den 31. august 2015 arbejdet på Aggersundbroen. Renoveringen har holdt pause i sommermånederne juli og august af hensyn til erhvervslivet, men nu er sommerferien slut.

I første halvleg gennemgik broen en affræsning af den eksisterende belægning, støbning af nyt profileringslag i beton på brodækket, etablering af ny fugtisolering samt udlægning af ny asfaltbelægning.

Efter aftale med det lokale erhvervsliv, som landbrug og maskinstationer, og under hensyntagen til golfturneringen Made in Denmark, som løber af stablen 20. – 23. august på Himmerland Golf & Spa Resort, fløjtede Vejdirektoratets entreprenør til sommerpause med udgangen af jun, men nu er pausen slut.

- Vi nåede alt det arbejde, vi skulle i foråret, og efter to måneders pause glæder vi os nu til at skulle i gang med anden del af projektet. Det håber vi selvfølgelig kommer til at forløbe lige så godt, siger projektleder Christian Bugge Hansen fra Vejdirektoratet.

Særtider for brede transporter
At renoveringen bliver genoptaget betyder desværre også nogle trafikale ændringer. forbindelse med arbejdet vil der kun være én kørebane til rådighed for trafikken. Der vil således igen blive etableret en lysregulering, der styrer trafikken på broen.

Bredden af kørebanen vil blive ca. fire meter. Da høsten i år falder senere end normalt, vil lokale landbrug og maskinstationer have behov for at passere broen med brede transporter i den periode, hvor arbejderne foregår.

For at tilgodese erhvervslivet og give mulighed for passage af brede køretøjer vil trafikreguleringen blive fjernet efter afslutningen af hver arbejdsdag og opstillet igen ved begyndelsen af hver arbejdsdag.

Landbrugere har dermed mulighed for at passere broen med brede transporter i perioden kl. 17.00 – 07.00, ligesom øvrige trafikanter kan passere på normal vis i dette tidsrum. Der vil også være enkelte natspærringer under renoveringen.

-cmn

24/8 2015