Artelia overtager islandsk virksomhed

Artelia overtager islandsk virksomhed

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia overtager islandske HNIT Rådgivende Ingeniører

Artelia i Danmark udgør spydspidsen i den nordiske forretningsenhed af Artelia Group, der nu styrker sin tilstedeværelse i Norden med overtagelsen af den islandske virksomhed HNIT, fremgår det af en meddelelse.

Med overtagelsen af HNIT følger Artelia sin strategi om at ekspandere på det nordiske marked og styrke den nordiske del af koncernen. 

Fremover kan Artelia tilbyde kunderne i Island full-service rådgivning indenfor de klassiske ingeniørdiscipliner i kombination med ekspertise inden for flere fagområder.

HNIT Rådgivende Ingeniører kommer med mere end 50 års erfaring inden for anlægsteknik i Island, og med et team på 40 dedikerede medarbejdere, der nu bliver en del af Artelia Group. 

For HNIT betyder det nye muligheder og adgang til at deltage i større og mere komplekse projekter.

De to virksomheder har allerede haft et tæt samarbejde på flere projekter, især med et stort projekt omkring etablering Bus Rapid Transit (BRT) i Reykjavik. Dette partnerskab har styrket deres bånd og skabt afsættet til en fælles fremtid.

Artelia Danmark leder Artelia Business Unit Nordics og udgør den største andel af den nordiske forretningsenhed i Artelia Group.

Christian Listov-Saabye, Executive Director for Artelia Nordics, siger om opkøbet:

- Målet med overtagelsen af HNIT er at udvikle os til en stærk rådgiver i hele Norden. Vores videre vækst vil blive baseret på en endnu stærkere position i Danmark, Norge og Island samt udvikling i de øvrige nordiske lande.”

HNIT bliver en del af Artelias Business Unit Nordic, som også omfatter en række kontorer i Danmark og Norge, med samlet over 1600 ansatte.

Kristinn Guðjónsson, administrerende direktør i HNIT, tilføjer:

-Jeg ser det som en fantastisk mulighed for os alle i HNIT, idet vi med en stor koncern i ryggen får øget vores mulighed for at arbejde på flere store og fagligt udfordrende projekter, og som en del af en stor international koncern bliver vi en mere attraktiv arbejdsplads for flere, så vi fortsat kan tiltrække flere medarbejdere.

31/3 2025