Biotekselskab køber ejendom i Herlev

Biotekselskab køber ejendom i Herlev

Handlen bekræfter den fortsatte høje efterspørgsel på brugerejendomme i Storkøbenhavn – særligt i områder som Herlev, hvor tomgangen er lav

Colliers har formidlet salget af produktions- og lagerejendommen på Vesterlundvej 18 i Herlev til Nordic Bioscience A/S, som i forvejen ejer begge naboejendomme.

Nordic Bioscience A/S, en førende dansk bioteknologivirksomhed med speciale i udvikling af biomarkører til lægemiddeludvikling og sygdomsdiagnostik, styrker sin tilstedeværelse i Herlev med opkøbet af endnu en ejendom.

Med købet af Vesterlundvej 18 ejer virksomheden nu tre sammenhængende ejendomme i området.

-Ejendommen skal understøtte vores fremtidige vækst. På kort sigt vil vi kun tage en del af lageret i brug, men den strategiske placering og sammenhængen med vores eksisterende faciliteter er afgørende for vores langsigtede udvikling, udtaler Thomas Nielsen, CFO i Nordic Bioscience.

Virksomheden har hovedsæde i Herlev, hvorfra den samarbejder globalt med farmaceutiske selskaber og forskningsinstitutioner. Placeringen er strategisk vigtig på grund af nærheden til stærke forskningsmiljøer, kliniske samarbejdspartnere og muligheden for at tiltrække højt specialiseret arbejdskraft.

Fleksible muligheder og stærk efterspørgsel

Ejendommen rummer både produktions-, lager- og kontorfaciliteter og giver mulighed for fleksibel opdeling i mindre enheder. Derudover tilbyder den gode udendørsarealer til parkering og containeropbevaring.

Handlen bekræfter den fortsatte høje efterspørgsel på brugerejendomme i Storkøbenhavn – særligt i områder som Herlev, hvor tomgangen er lav, og hvor virksomheder med logistik- og produktionsbehov søger placering tæt på København.

-Vi oplever et stærkt marked for funktionelle ejendomme med flere anvendelsesmuligheder. Herlev er attraktivt for mange virksomheder, og der er et stort potentiale i at udvikle ejendommene i området, siger Julie Hindsgaul, Certified Commercial Real Estate Advisor hos Colliers, som har været rådgiver på transaktionen.

-kis

7/8 2025