COWI vinder ordre for kinesisk energi-mastodont
Rådgivningsvirksomheden COWI har netop vundet et stort projekt inden for kraftværksfleksibilitet for den kinesiske energi-mastodont, Huaneng Power International.
Ordren er en udløber af den dansk-kinesiske samarbejdsaftale i 2016, og COWI vurderer projektet som en central brik i virksomhedens positionering på Kinas gigantiske energimarked.
Den netop lancerede internationale Advanced Power Plant Flexibility-kampagne, som COWI deltager i, understøtter ambitionerne om yderligere vækst i Kina.
Massivt behov for at kunne bruge grøn energi
Kinas store udfordring er, at de eksisterende kraftværksanlæg ikke har den fornødne fleksibilitet til at kunne anvende den stigende mængde af grøn energi – bl.a. vind og sol - der produceres i Kinas energisystemer. Det har paradoksalt nok betydet, at flere kinesiske vindanlæg er blevet stoppet, mens kulanlæg har kørt videre på fuld kraft i situationer med megen vind.
Netop kraftværksfleksibilitet, bl.a. integrationen af kraftværker med fjernvarmesystemer, er blandt kernekompetencerne i den danske energisektor, og Brian Seeberg, direktør i COWIs energidivision, ser frem til projektet:
- Vores konkrete opgave består blandt andet i at lave det overordnede design og følge op på idriftsættelsen af en fjernvarme-akkumulatortank på et af Huaneng Power Internationals kulfyrede kraftværker. Projektet bliver ét blandt 22 demonstrationsanlæg i Kina, som skal være foregangseksempler på en renere energiproduktion, og derfor vil der også blive en stor opmærksomhed omkring det. Det er en gylden mulighed for at positionere COWI yderligere på det kinesiske marked – hvor den danske energisektor i det hele taget har en stærk styrkeposition med solid knowhow inden for kraftværksteknologi, siger han.
Regeringen har gødet jorden for unik ordre
Det er meget usædvanligt, at et europæisk selskab får en aftale direkte med en kinesisk kunde. Og Brian Seeberg lægger da heller ikke skjul på, at det i høj grad skyldes den danske regerings og Energistyrelsens indsats for at understøtte den danske energisektors eksportmuligheder:
- Aftalen om et øget samarbejde inden for netop kraftværksfleksibilitet, som den danske og kinesiske regering underskrev i 2016 - og som Energistyrelsen i mange år har arbejdet for at realisere - har uden tvivl åbnet nogle døre for os. Vi er blandt andet blevet inviteret som taler til en række konferencer, og det er i forlængelse heraf, at det er lykkedes os at komme 'helt tæt' på en tung aktør som Huaneng Power International, der er blandt de fem største kraftværksselskaber i Kina – og dermed også blandt de største i hele verden, siger han.
- jhn